Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Giv os 48 måneder, så skal vi nok klare det. Men lige nu er det næsten umuligt.
Det var det klare budskab fra frisører og lignende erhverv, der er hårdt pressede netop nu og frygter stort for fremtiden. Flere ringer sågar grædende ind til de selvstændige frisørers organisation.
Men der er ingen hjælp på vej fra regeringen.
Det siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til B.T.
»Jeg har forståelse for de bekymringer, der er, men heldigvis ser det også ud til, baseret på oplysninger fra Skattestyrelsen, at langt de fleste betaler deres afdrag til tiden. Målet er, at vi vender tilbage til en situation, hvor virksomheder med brug for likviditet går i banken for at få et lån. Det er ånden i den aftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik sidste år,« siger han i et skriftligt svar.
»Og set i det lys er der ikke aktuelle planer for at forlænge fristerne for tilbagebetaling.«
Det er den sprængfarlige cocktail af inflations- og energikrise tilsat stor gæld fra coronanedlukningen, der nu skal betales tilbage til staten, som presser frisørerne og - ifølge deres organisation SMVdanmark - andre timelønsfag og oplevelsesfag.
»Det er rigtig, rigtig slemt, vil jeg ærligt sige. Og næsten umuligt. Det var rigtig hårdt i de første otte måneder af gældsafviklingen, da verden stadig var lidt normal. Men siden oktober og november kan vi virkelig mærke, at der går længere tid mellem, at vi ser folk i salonerne. Og så er der et efterslæb fra corona,« fortalte frisørsalonejer Jesper Eugenio for få dage siden.
Ifølge SMVdanmarks tal vurderer tre ud af fire frisørvirksomheder, at deres økonomiske situation lige nu er værre end sidste år. Og 68 procent forventede at afslutte 2022 med et dårligere økonomisk resultat end i 2021.
Lige nu skal virksomheder betale coronalånene tilbage på 24 måneder. For Jesper Eugenio, som ejer to saloner med sin mand, César, betyder det, at de betaler 70.000 kroner af om måneden og har skåret fem ud af seks frisørelever fra.
Og det skal de så blive ved med.
Ifølge SMVdanmark har omkring 13.000 virksomheder stadig coronalån.