Det er lige nu ikke muligt at få trimmet garnet og få klippet spidserne hos din egen frisør.

Ligesom det meste af det danske samfund er alle frisører nemlig lukket ned - foreløbigt indtil 13. april som følge af coronavirussen. Nu advarer blandt andre Roskilde Frisørlaug mod private klipninger.

»Desværre er der allerede oplysninger om, at flere frisører tilbyder klip på privatadresser, nu hvor coronavirussen raser. Det er irriterende for alle os, der følger anvisningerne om at holde lukket med store økonomiske konsekvenser for os,« udtaler de til Roskilde Avis.

De anbefaler i stedet, at man lader sit hår vokse og gemmer pengene til en 'rigtig' frisør, der betaler sin moms og skat.

Samme melding kommer eksempelvis også fra Esbjerg Frisørlaug, der også hører meldinger om, at der bliver foretaget private, sorte klipninger.

»Et stort puslespil er gået i gang, for rigtigt mange saloner går en usikker fremtid i møde. Vi har kun indtægter fra driften, men i lauget har vi stor forståelse for, at corona-smitten skal begrænses, og det er jo ikke livsnødvendigt at blive klippet,« udtaler frisør Mette Olesen til Jydske Vestkysten.

Direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, vakte senest undren, da han pludselig optrådte med en kortere frisure end normalt.

Det fik ham søndag til at komme med en forklaring på sin Twitter-profil.

Derudover fortalte han også, hvordan han har betalt det sædvanlige beløb til sin frisør, selvom han altså selv klarede det med trimmeren derhjemme. Dermed støttede han op om en bøn fra erhvervslivet om at støtte de lokale virksomheder midt i en krisetid.

Medlemmerne af Roskilde Frisørlaug følger lige nu myndighedernes anbefalinger og holder dermed lukket foreløbigt til og med 13. april.

Det sker, fordi man ikke ønsker den tætte kontakt, som en frisørklipning indebærer, og som derfor øger risikoen for smitte.

Du kan følge den seneste udvikling om coronavirussen i både ind- og udland i B.T.s liveblog lige HER.