Friskolen 'Skolen for Livet' på Møn er nødt til at give op.

Det skyldes et faldende elevtal og udfordringer med at tiltrække nye elever.

Nu har skolens bestyrelse indstillet, at skolen lukkes, skriver skolen i et opslag på Instagram

»Samlet gør elevtalssituationen det umuligt at skabe det stabile økonomiske, sociale og faglige fundament, som er af afgørende betydning for at drive en bæredygtig friskole,« lyder det i opslaget. 

Det seneste halvandet år har folkene bag skolen arbejdet på at finde løsninger, der kan fremtidssikre skolen – men uden held.

»Det er hjerteskærende at erkende, at vi ikke længere har det nødvendige grundlag for at føre skolen videre,« lyder det fra Christina Skov Hegsner, formand for skolens bestyrelse.

På friskolen er der i dag indskrevet cirka 80 elever.

Den har eksisteret siden 2015.