På trods af der var sat en indsamling i gang for at redde skolen, må Fund Friskole give fortabt.

Torsdag aften besluttede bestyrelsen nemlig at lade skolen gå konkurs på grund af økonomiske udfordringer.

Det betyder, at forældrene til i alt 135 skolebørn nu skal finde en ny skole til deres børn.

Det skriver Fyens.dk, som har fået oplysningerne bekræftet af Heidi Schultz, der er formand for bestyrelsen.

»Vi står en økonomisk situation, hvor vi ikke kan se, at der er en god og bæredygtig økonomisk fremtid for Fund,« siger hun og fortsætter:

»Der er et underskud, som gør, at vi i bestyrelsen vurderer, at det ikke er forsvarligt at forsætte.«

Der var ellers iværksat en forældreindsamling for at redde skolen, hvilket udmøntede sig i en række lånetilkendegivelser.

Disse har dog altså ikke været nok, fortæller Heidi Schultz, som dog roser forældene for deres 'fantastiske indsats'.

Hun fortæller endvidere, at der i forbindelse med indsamlingen blev samlet knap en million kroner sammen.