Fra 1. december får udsatte borgere i Odense mulighed for at køre gratis med bus og letbane inden for kommunegrænsen med et særligt frikort.

Det oplyser Fynbus og Odense Kommune ifølge Fyens Stiftstidende.

- Det er en meget værdig løsning, som viser, at Odense kan være en storby på sin egen rummelige måde. Der er tale om en lille gruppe borgere, som står i en helt særlig og sårbar situation, siger beskæftigelses- og socialrådmand Claus Houden (V) i en pressemeddelelse, skriver mediet.

På Facebook skriver Tim Vermund Andersen (S), der er rådmand for klima og miljø i kommunen, at ideen om at give visse borgere et frikort, kommer fra billetkontrollørerne.

- Med frikortet kan vi undgå konfliktfyldte situationer, når kontrolløren er nødt til at give borgeren en kontrolafgift, som vedkommende ikke har mulighed for at betale, skriver rådmanden.

Ifølge Fyens Stiftstidende betyder ordningen, at ansatte og frivillige på udvalgte sociale tilbud får mulighed for at søge om frikortet på vegne af borgere med væsentlige sociale udfordringer.

Op til kommunalvalget 18. november har prisen på offentlig transport været på dagsordenen i flere kommuner.

I Københavns Kommune vil Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, sammen med Radikales spidskandidat, Christopher Røhl, gøre det gratis for særlige grupper af ældre og unge at bruge offentlig transport.

Det har de to spidskandidater tidligere sagt til Berlingske.

Aarhus' borgmester, Anders Winnerskjold (S), har også tidligere foreslået, at priserne på offentlig transport generelt skal sættes ned i Aarhus.

/ritzau/