Selskabet bag Mads Brüggers medie Frihedsbrevet overtager 2. januar selskabet, der står bag mediet Den Uafhængige.

De to medier lægges sammen. Fællesnavnet bliver Frihedsbrevet.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Dermed overtager Frihedsbrevet også podcasten En Uafhængig Morgen, der i pressemeddelelsen beskrives som Den Uafhængiges 'signaturprogram'.

I forbindelse med overtagelsen af Den Uafhængige overtager Frihedsbrevet altså podcast, Den Uafhængiges app lukkes, og mediets Facebook-side ændres til en Frihedsbrevet-side, som samtidig vil sende 'En Uafhængig Morgen'.

»Det ligner jo en helt oplagt ide, at vi slår os sammen og gør fælles sag. Vi er jo begge rundet af en kongstanke om at være et medie, som politikerne ikke kan lukke ned. Det er derfor, vi begge principielt siger nej til mediestøtte og udelukkende vil være i lommen på vores medlemmer,« siger Mads Brügger i pressemeddelelsen.

»Jeg håber og tror på, at denne manøvre samlet set vil styrke Frihedsbrevets position i markedet og bidrage til vores fortsatte medlemsvækst,« uddyber han.

Selvom overtagelsen sker 2. januar, så udkommer 'En Uafhængig Morgen' først i Frihedsbrevets navn 9. januar.