Nobelinstituttet skal undersøge mistanker om mulig lækage.

Det skriver det norske medie Aftenposten.

Fredag formiddag fik den venezuelanske politiker María Corina Machado tildelt Nobels fredspris, men dagen forinden var hun end ikke nævnt som en af favoritterne til prisen.

I løbet af natten til fredag blev hun dog pludselig en favorit hos bettingplatformen Polymarket.

- Jeg tror, det er for tidligt at være skråsikker på, at det er en lækage. Men det er noget, vi nu vil undersøge, siger Kristian Berg Harpviken, der er direktør i Nobelinstituttet, til Aftenposten.

Han tilføjer, at han ser det som mest sandsynligt, at der er tale om en "digital lækage."

/ritzau/