Lyt til artiklen

Det kræver et sæt yderst optimistiske briller, hvis man skal se positivt på forsyningssituationen i Danmark og resten af Europa.

Krisen kradser, og det kræver handling, lyder det nu fra både politikere og eksperter.

Én af de handlinger er et tiltag, som de danske kommuner i den kommende tid skal tage stilling til:

Vil man spare på strømmen ved at dæmpe eller slukke gadelyset i specifikke tidsrum?

Allerede nu har kommuner som Albertslund og Gladsaxe meddelt, at det slet ikke er utænkeligt, at deres borgere i løbet af vinteren må leve med mindre belyste veje om aftenen og/eller natten.

Gadelys om aftenen og natten i Fælledparken
Gadelys om aftenen og natten i Fælledparken Foto: Christian Lindgren
Vis mere

Et par andre – eksempelvis Roskilde og Egedal Kommune – afviser over for TV 2 Lorry at spare på lyset af hensyn til borgernes tryghed.

Men vil mindre gadebelysning skabe utryghed blandt borgerne?

B.T. har ringet rundt til en række helt tilfældige kvinder for at stille dem følgende spørgsmål:

Vil din tryghed ændre sig, hvis der om aftenen eller/og natten bliver skruet ned for lyset?

Svarene kan du læse nedenfor.

Amalie Schmidt, 19 år, Holbæk:

»Jeg har det allerede nu ikke godt med at gå rundt alene, men hvis jeg endelig skal, så er det kun på stier med lys.«

»Så det siger sig selv, at det vil styrke min usikkerhed og gøre mig mere utryg, hvis man pludselig skal gå rundt på gader med minimalt lys. Ja, faktisk ville jeg slet ikke have lyst til at gå ud i en periode, hvor der var mindre lys.«

Pernille Arenfeldt, 39 år, Odense:

»Generelt vil jeg faktisk ikke mene, at jeg føler mig super utryg i dag, men jeg vil da klart tro, at det vil ændre sig, hvis jeg var nødsaget til at gå på gader, hvor lyset var dæmpet meget.«

»Det kan godt være, at jeg kunne vænne mig til det, men det ville da gøre, at jeg måske tog en lille omvej eller kørte lidt længere med bussen, hvis jeg kunne undgå at gå på en mørk gade.«

»Det giver bare en tryghed med lys, for så kan man selv se mere, og så føler man sig også mere sikker på, at andre ville kunne se en, hvis der nu skulle ske noget, og man råbte op. Når det så er sagt, så forstår jeg jo godt de politiske bevæggrunde.«

B.T. har talt med fire danske kvinder om dæmpet gadebelysning. Fra venstre: Frederikke Ida Leonhardt Larsen, Karoline Louise Friis, Pernille Arenfeldt og Amalie Schmidt.
B.T. har talt med fire danske kvinder om dæmpet gadebelysning. Fra venstre: Frederikke Ida Leonhardt Larsen, Karoline Louise Friis, Pernille Arenfeldt og Amalie Schmidt.
Vis mere

Frederikke Ida Leonhardt Larsen, 21 år, Hedehusene:

»Jeg synes, det ville være meget utrygt – især de dage, hvor man er på vej hjem fra byen og er lidt mere sårbar. Der vil det være ekstra utrygt, hvis lyset bliver meget dæmpet«.

»Jeg har det allerede sådan nu, at det er utrygt, når man er på vej hjem, og der er det netop lyset, der hjælper, for så tænker man, at folk kan se en, hvis der sker noget:«

Karoline Louise Friis, 22 år, Ringsted:

»Det vil ikke være rart, hvis lyset blev dæmpet, for det er allerede nu utrygt som kvinde at gå rundt om aftenen. Man har hørt for mange historier om kvinder, der bliver udsat for ting om natten og i mørket«.

»Lyset er jo den tryghed, som man har lige nu, så det siger sig selv, at man vil være meget utryg, hvis gadelysene næsten slukkes helt.«