Endelig skete det. Med et års forsinkelse er prins Christian blevet konfirmeret.
Konfirmationen skulle have fundet sted sidste forår, men på grund af coronapandemien blev den udskudt.
Lørdag oprandt så den store dag i Fredensborg Slotskirke.
Efter den kirkelige handling, som kongelig konfessionarius Henrik Wigh-Poulsen stod for, møder konfirmanden og hans familie pressen foran Havesalen på Fredensborg Slot.
Prinsen fortæller, at det selvfølgelig er ærgerligt, at familien, der bor i udlandet, ikke kan være med på grund af rejserestriktionerne.
- Men sådan er det. De er i vores hjerter og tanker, siger prinsen.
Da han bliver spurgt specifikt til sin morfar, John Donaldson, der bor i England og som derfor også har måttet melde afbud, lyder det:
- Han er også i vores hjerter.
/ritzau/