70-årige Frank Friis Nielsen var sønderknust, da han i sidste måned måtte indse, at hans elskede fuglepark gennem 25 år var lukningstruet.
Da priser på både strøm og foder begyndte at stikke helt af, oven på at parken sidste år kom ud med et underskud på 300.000 kroner, var Frank og konen klar til at dreje nøglen om og finde nye hjem til deres 2.800 dyr.
Det ville de gøre efter efterårsferien, skrev Frank til de knap 10.000 mennesker, der følger parken, Nordsjællands Fuglepark, på Facebook. Ligesom han fortalte til Helsingør Dagblad.
»Det var hårdt, for det er min livsdrøm, jeg var nødt til at give afkald på. Jeg har været tømrer i 28 år, så det er ikke sjovt at skulle lukke det eneste, man har brændt for,« siger Frank Friis Nielsen.
Efter udmeldingen blev der lynhurtigt startet en indsamling på MobilePay og på Crowdfunding.
»Vi fik samlet 60.000 kroner ind der. Men jeg manglede i alt 300.000 kroner for at komme igennem vinteren,« siger Frank Friis Nielsen.
Han indså derfor, at der var lang vej igen, og tvivlede på, hvorvidt det overhovedet var muligt at nå.
Lige indtil det, der lignede en engel, pludselig poppede op i hans Messenger-indbakke forrige tirsdag.
Personen gik under et slags alias på Facebook, så Frank Friis Nielsen kunne ikke se, hvem det egentlig var, han chattede med.
»Personen skrev og spurgte, 'hvor mange penge mangler du?' Jeg skrev, at vi manglede 240.000,« siger fugleparkejeren og fortsætter:
»Så skrev vedkommende: 'De er på din konto om ti minutter.'«
Og der gik ikke mere end seks minutter, så stod der knap en halv million kroner på Frank Friis Nielsens konto.
»Det var så fantastisk, at jeg fik tårer i øjnene. Det er helt vildt, der findes den slags mennesker,« siger han.
Da pengene gik ind, kunne han se, hvem vedkommende egentlig var. Det er en kvinde, fortæller Frank Friis Nielsen.
Men mere kan han heller ikke sige. Det har han nemlig lovet hende, fortæller han.
Hvordan vidste du, at det lige præcis var 300.000, du manglede for at kunne fortsætte med at holde parken åben?
»Vi havde selv 500.000 kroner stående, og jeg vidste, vi ville have udgifter for 800.000 kroner.«
Hvor længe kan det beløb holde jer kørende?
»Indtil vi kommer ind i maj. Påsken plejer også at være super god. Jeg er meget optimistisk nu.«
