»'Hvor meget fik du så gået i går?' Vi skal have sat lænker på dine fødder, så du ikke kan gå så meget'«

25-årige Franciska Isabell van de Wijgert har gengivet i sin dagbog, hvad en ansat i hjemmeplejen, ifølge hende, sagde under et besøg.

'4. december 2022' står der over kommentaren fra hjemmehjælperen, der snakkede om Franciskas tvangsmotionering.

Franciska har ført dagbog siden oktober, hvor hjemmeplejen overtog spisestøtten i hendes hjem. To måneder inden var hun blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital (OUH) efter en tre måneder lang indlæggelse med svær anoreksi.

Hun skulle tilbage til sit hjem i Aabenraa Kommune, tilbage til en hverdag med støtte i hjemmet, med nogen, der skulle give hende en tryghed og tro på, at hun kunne få et liv til at fungere uden for hospitalsmurene.

Men ifølge Franciska skete det modsatte.

Da B.T. taler med hende første gang i begyndelsen af december, er hun netop blevet indlagt på OUH igen. Med en vægt på 43,1 kilo fordelt på sine 184 centimeter.

»Jeg har mistet al håb for at få et helt normalt liv – og jeg får helt tårer i øjnene lige nu. For det eneste, jeg havde lyst til, da jeg var hjemme, var bare at flygte,« siger hun.

I begyndelsen var der koblet en psykoterapeut på til at oplære kommunens hjemmeplejepersonale i at agere spisestøtte hjemme hos Franciska.

Der gik dog ikke længe, før psykoterapeuten var ude af billedet, siger Franciska, der derfor udelukkende fik daglige besøg af hjemmehjælperne, som, fortæller hun, langtfra var klædt på til at hjælpe eller forstå et spiseforstyrret menneske.

»Mange af de kommentarer, jeg er blevet mødt med, har gjort, at jeg er begyndt at selvskade endnu mere. Jeg har tabt mig tre kilo på meget kort tid. Min tvangsmotion og selvskade udviklede sig mere og mere, fordi jeg ikke kunne være i den der utryghed i mit eget hjem,« siger Franciska.

Franciska fortæller, at der ud over hjemmeplejen kom to sygeplejersker fra udkørende team i ernæringsenheden én gang om ugen i en times tid. De vejede hende, spiste morgenmad med hende og lagde en plan for, hvad hun skulle spise i løbet af ugen.

Men der var absolut ingen, der snakkede med Franciska om hendes psykiske tilstand, siger hun. Anoreksiens bagvedliggende årsag. Alt handlede om mad og vægt.

Og netop det mener administrerende direktør ved Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser, Lene Kiib Hecht, er en fejl. Ifølge hende er det vigtigt, at man sætter fokus på det øvrige liv, så der skabes håb – og man ikke kun har fokus på mad og måltider hele tiden. Hende vender vi tilbage til.

Dagbog, 19. november, 2022:

»Jeg føler virkelig, at de bare kommer for at spise og så gå igen uden at sætte sig ind i deres arbejde og pleje ude ved mig.«

Franciska føler ikke, at hjemmeplejen overhovedet prøvede at møde hende i hendes sygdom.
Franciska føler ikke, at hjemmeplejen overhovedet prøvede at møde hende i hendes sygdom.
Vis mere

Dagbog, 4. december, 2022:

»Under tilberedning af mellemmåltid havde jeg vejet frugten af og havde skåret det ud, hvor hjemmehjælperen så siger, 'hvad hvis det vejer 115 gram og ikke 114 gram nu? Hvad vil du så gøre?'

Jeg sagde, 'det gør det ikke,' men hun blev ved med at sige, 'men hvad hvis det nu gør det?' Og lagde så min ske oven på køkkenvægten og grinede og sagde, 'nu vejer det i hvert fald mere.«

Franciska følte, at hjemmehjælperen gjorde grin med hende, siger hun. Ifølge Franciska var det på daglig basis, at hjemmeplejens kommentarer triggede hendes spiseforstyrrelse.

Hun ville hellere have været helt foruden nogen form for støtte, siger hun:

»Jeg føler et så stort omsorgssvigt.«

Har du sagt noget til dem, når de kommer med kommentarer, du ikke bryder dig om?

»Nej, jeg vender det bare indad og siger til mig selv, at jeg er mærkelig. At den måde, jeg spiser på, er mærkelig.«

»Når en autoritet kommer ind i ens hjem, er det svært at sige imod, selvom alt inde i en har lyst.«

Har du fortalt nogen, hvad du egentlig havde behov for?

»Ja, jeg har klaget flere gange, uden der er sket noget. Jeg fortalte lederen af rehabiliteringsteam, at jeg har brug for struktur og den støtte, som psykoterapeuten gav. Det har jeg også fortalt min visitator fra kommunen og udkørende team.«

Lene Kiib Hecht, der er administrerende direktør ved Kompetencecenter for Spiseforstyrrelser, er blevet forelagt Franciskas forløb. Og hun mener, det er tydeligt, at noget er gået galt, efter Franciska blev udskrevet fra OUH i sommer.

»Det undrer mig, at patienten ikke fortsætter i specialiseret behandling efter udskrivelse for eksempel i ambulant behandling med speciallæge, psykolog og klinisk diætist – og så suppleret af det udgående team naturligvis.«

Når patienten udskrives fra behandling i hospitalsregi, er det hjemkommunens ansvar at stille op med den støtte, der er behov for, siger Lene Kiib Hecht, der tidligere har arbejdet som ledende klinisk diætist og afsnitsleder i Psykoterapeutisk Ambulatorium for Spiseforstyrrelser, Region Hovedstaden.

Da man har valgt at indlægge Franciska på OUH, som er højt specialiseret inden for spiseforstyrrelser, er Lene Kiib Hecht ikke i tvivl om, at hendes sygdomsgrad er svær.

»En patient som hende skal ud over trygge, faste rammer og verbal støtte under spisning have redskaber til at angstdæmpe. Og der skal sættes fokus på det øvrige liv, så der skabes håb – og man ikke kun har fokus på mad og måltider hele tiden. Man skal huske, at en spiseforstyrrelse altid er et udtryk for noget, der er rigtig svært indeni,« siger Lene Kiib Hecht og fortsætter:

»Det er vigtigt, kommunerne køber sig til den fornødne ekspertise, når der er tale om svær sygdomsgrad. I værste tilfælde kan man risikere at gøre mere skade end gavn med utilstrækkelig eller forkert støtte.«

B.T. har forelagt Franciskas forløb for Aabenraa Kommune, der står for hjemmeplejen. De har ikke ønsket at svare konkret på kritikken men skriver i en mail, at de ønsker at være i løbende dialog med borgere:

»Således er det også kommunens ønske at være i løbende dialog med den pågældende borger, hvis hun har behov for hjælp fra Aabenraa Kommune. Den dialog kan naturligvis også indeholde de elementer, som borgeren gennem B.T. giver udtryk for, at hun ikke er tilfreds med.«

I forhold til hjemmeplejens kommentarer, som Franciska har nedskrevet i sin dagbog, skriver kommunens teamkoordinator til B.T.:

»Jeg har vendt det med forvaltningen. De takker for at henlede opmærksomheden på kommunikationsformen, og de har fortsat et ønske om at være i løbende dialog med borgeren.«