Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Bag en butiksfacade på Boulevarden i Aalborg bliver der bygget, malet og båret til den helt store guldmedalje.

Det skal blive til WineCellar Design, der forhåbentlig er klar til at vise samtlige luksusvarer inden for vinkælderindretning frem fra 3. juni.

»Det spidser lidt til, men sådan er det vel altid,« konstaterer ejeren af butikken, Bo Mortensen.

Det er et vildt skridt at tage ind i så specifik og nichepræget en luksusverden. Og ved man, hvad Bos cv ellers lyder på, synes springet blot endnu større.

»Siden 2014 har jeg drevet firmaet Skadeteknik, hvor vi blandt andet fjerner fugt og skimmelsvamp fra kældre. Så de to ting ligger meget langt fra hinanden,« griner han.

»Men i min verden kan det sagtens hænge sammen.«

Der arbejdes ihærdigt på at skabe et indbydende udstillingslokale op til åbningen. Foto: Privat
Der arbejdes ihærdigt på at skabe et indbydende udstillingslokale op til åbningen. Foto: Privat
Vis mere

Han har nemlig tænkt sig at kombinere sine to forretninger. For eksempel ved at tilbyde vinkælderkøbere at tjekke deres kælderrum først og istandsætte det, så det er klar til ombygningen.

Bos nye forretningstræk sker på baggrund af en mangeårig interesse for vin. Siden 2004 har han blandt andet været med i en vinklub.

»Her er vi seks voksne gutter, der mødes seks gange om året. Så skiftes vi til at være vært og kommer alle med en vin, vi skal smage på og give karakterer. Så jeg vil sige, at jeg er amatørvinentusiast,« griner han igen.

»Derfor er det også utrolig spændende, at jeg kan kombinere Skadeteknik med der her nu. Det bliver et godt krydderi til hverdagen, til hamsterhjulet.«

Og lige netop det, krydderiet, håber han at WineCellar Design kan komme til at bidrage med for andre.

»Jeg tænker faktisk, at jeg rammer ned i et marked, der er i vækst. Flere og flere har nok i forlængelse af corona kigget mere på, hvordan man kan gøre det mere lækkert at være hjemme. Det er i hvert fald det, jeg forestiller mig, og så må vi se, om jeg rammer plet.«

I Bos butik er alle velkomne, men han forestiller sig, at specielt ét segment vil lægge vejen forbi oftere end andre.

Udstillingskælderen skal blandt andet indeholde alt fra hylder til skabe og store vægmonteringer. Foto: Privat
Udstillingskælderen skal blandt andet indeholde alt fra hylder til skabe og store vægmonteringer. Foto: Privat
Vis mere

»Jeg forestiller mig, at der bliver et meget modent kundesegment. De, der er etableret og har bolig i en eller anden form,« siger han og fortsætter:

»For når mange kommer i en vis alder, vil de gøre noget lækkert for sig selv. Nogle får en grill og bygger et udekøkken. Nogle dropper den faste rejse til syden og køber en campingvogn. Andre tager motorcykelkørekort og siger, 'nu skal jeg sgu ud at have noget frisk luft og realisere mig selv'. Og andre laver et vinrum.«

Og når disse mennesker træder ind ad døren, vil der være fyldt med blærerøvsagtige ting, som Bo selv kalder dem.

Speciallavede vinreoler, hæve-/sænkevinkældre, der dukker op fra køkkengulvet, og såkaldt 'smartglass' man kan blænde op og ned for og dermed overraske sine gæster med ved pludseligt at lade sin vinsamling komme til syne foran dem.

Det er bare nogle af de mange ting, Bo glæder sig til at vise frem i sit nye iværksætterprojekt.

»Det er jo meget blærerøvsagtigt, men også sjovt, og jeg tror, det vil give interesse, at man kan finde de her ting ved os.«

Nu skal der bare hamres, bores og bygges færdigt, så aalborgenserne forhåbentlig fra start juni kan gå ind og nyde vinkælderudvalget. Og så glæder Bo sig bare til for alvor at tage hul på sin nye livsfase.

»WineCellar Design er nok min motorcykel,« griner butiksejeren afsluttende.