»Ting som bh'er og sokker har jeg intet problem med at købe brugt.«

»Og jeg vil sige, ja, jeg kan også godt finde på at købe trusser i genbrugen, men kun hvis jeg kan se, at de er helt nye. Eller hvis der er tale om unikt vintage-undertøj. Men brugte trusser, der sætter jeg nok lige grænsen,« fortæller Anne Lund.

Selvom vi er mange, der er glade for en tur i genbrugen, er det nok et fåtal af danskerne, der genbruger på niveau med 39-årige Anne Lund.

For – næsten – uanset hvad, der står noteret på indkøbslisten, er genbrugsbutikken fast leverandør i familiens hjem.

Der er en helt særlig charme ved at stå med en kjole og tænke, 'gad vide, hvem der har været ude at danse i den her'

Historien er først bragt hos DBA Guide, som også har været på besøg i Annes bæredygtige hjem. En video herfra kan du se længere nede i artiklen.

Anne Lund har altid haft stor interesse for genbrug. Men det er især ændringer i familiens økonomiske situation, der har sat skub i de bæredygtige indkøbsvaner.

Det er nemlig ikke kun af lyst, at turen går til genbrugsbutikken, når familien mangler nyt.

»Pengene herhjemme er små. Vi er flyttet meget, og min mand har for nylig taget en dyr uddannelse, der ikke er SU-berettiget, så vi har levet på én indkomst. Set i bakspejlet forstår jeg faktisk ikke helt, hvordan vi er kommet igennem det,« siger hun.

Men selvom genbrug i øjeblikket er en nødvendighed, er kærligheden til det genanvendte ikke til at tage fejl af. Ifølge Anne kan de brugte ting nemlig noget ganske særligt.

»Jeg kan godt lide, at tingene har en historie og gennem os får et nyt liv. Der er en helt særlig charme ved at stå med en kjole og tænke 'gad vide, hvem der har været ude at danse i den her',« siger Anne Lund.

Hvis alle havde samme forbrug som vi har i Danmark, ville vi have brug for mere end 4 jordkloder. Derfor skal vi alle sammen reducere vores aftryk...

Derfor har Anne Lund også oprettet en Instagram-profil, hvor hun håber at kunne inspirere andre til at leve mere bæredygtigt. Og hun er også overbevist om, at familiens grønne livsstil vil bestå i fremtiden.

»Selv når vi begge får fast indkomst igen, så er jeg sikker på, vi bliver ved med at genbruge. Jeg synes, det er vigtigt ikke at bruge unødvendige ressourcer på at skabe nyt, når nu der er så meget godt derude i forvejen. Det giver mig ro i maven og god samvittighed at vide, at jeg ikke bidrager til overproduktion,« siger Anne Lund.

Når Anne Lund tager sine ugentlige ture i genbrugen, er det både tøj, møbler og legetøj, der jagtes efter.
Når Anne Lund tager sine ugentlige ture i genbrugen, er det både tøj, møbler og legetøj, der jagtes efter. DBA Guide

Ifølge genbrugsindekset 2021, udarbejdet af DBA, er andelen af genbrugsglade danskere støt stigende.

Faktisk er det hele 77 procent af den danske befolkning, der enten har købt eller solgt brugte varer i 2021. Det er en stigning på 14 procent siden 2017.

Og det er noget, der gavner miljøet. Det mener Vibeke Myrtue Jensen, der er politisk rådgiver inden for miljø og transport i Forbrugerrådet Tænk.

»Hvis alle havde samme forbrug, som vi har i Danmark, ville vi have brug for mere end fire jordkloder. Derfor skal vi alle sammen reducere vores aftryk. En af måderne, vi kan gøre det på, er ved at købe varer, der ikke er nyproducerede. Rigtig meget af klimabelastningen ligger netop i produktionen, derfor er det fint, hvis vi ved at genbruge kan forbruge uden at sætte samme aftryk.«

Ifølge hende er der mange produkter, som er oplagte at genbruge. Især børnetøj, møbler, hårde hvidevarer og biler.

»Det handler om at få de ting, vi har, til at cirkulere, så vi forlænger levetiden på vores produkter. Rigtig mange produkter kan man nemt finde brugt til billigere penge. Det er en win-win for både miljø og forbruger,« siger Vibeke Myrtue Jensen.