Når Thomas Clausen fortæller om den rejse, han har været på siden midten af 90erne, bliver man forpustet – og det gør han faktisk også selv.

For selvom den 46-årige far udadtil ligner en ganske almindelig dansk mand, så kan han bryste sig af et cv, som kun de færreste kan.

»Det er lidt af en rejse, jeg har været på,« indleder Thomas Clausen, da B.T. fanger ham over telefonen til en snak om de mange ting, han har foretaget sig de seneste mange årtier og frem til i dag, hvor han har kastet sig ud i iværksætteri og står i spidsen for urvirksomheden Pitot Watches.

Men for at forstå, hvordan Thomas Clausen i dag er endt med at være stifter af sit eget urbrand, bliver vi nødt til at skrue tiden tilbage til midten af 90erne.

Her arbejdede den dengang nyuddannede klejnsmed som flymekaniker inden for flyvevåbnet, hvor han pillede og skruede ved F-16-fly og redningshelikoptere. Først på Flyvestation Værløse på Sjælland og siden Flyvestation Karup.

»Men jeg har aldrig kunnet slappe helt af, så jeg lavede sideløbende jukeboksudlejning, hvor jeg kørte ud med jukebokse og karaoke på Fyn og i Jylland,« siger Thomas Clausen, der har en søn på otte år.

I 2005 stoppede Thomas Clausen så i forsvaret for at tage en civiluddannelse, fordi han gerne »ville prøve noget andet«. Han begyndte på multimediedesigner-uddannelsen på Århus Købmandsskole, som ledte ham til et otte måneder langt ophold på et universitet i Kuala Lumpur.

Desværre havde Thomas Clausen specialiseret sig inden for en særlig del af multimedieuddannelsen, som han på daværende tidspunkt ikke så nogen fremtid i.

Tilbage som flymekaniker

»Da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg ikke noget at lave. Men så søgte SAS flymekanikere. Jeg søgte jobbet og fik det.«

Arbejdspladsen var i første omgang herhjemme i Danmark, men da Thomas Clausen under sit ophold i Kuala Lumpur havde mødt en kæreste, der ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark, lå næste skridt ligefor.

»I England måtte hun gerne bosætte sig, så vi fik en lille lejlighed i London. Så arbejdede syv dage i streg om natten i København, efterfulgt af syv dage fri i London, indtil de massefyrede på grund af problemer med understellet på DASH 8-flyene.«

Næste job var ligeledes som flymekaniker, men denne gang Stansted og Luton-lufthavnene lidt uden for London, mens han sideløbende byggede sin gadget-webshop op med hjælp fra sin uddannelse som multimediedesigner.

Foto: Privatfoto
Vis mere

Webshoppen blev desværre aldrig den store succes, og da jobbet som flymekaniker var i form af vikar og kun i vintermånederne, manglede han indtjening den resterende del af året.

»Om sommeren var jeg så chauffør for den tids svar på Nemlig.com, hvor jeg leverede mad til nogle af Londons dyreste adresser,« siger han og tilføjer, at han blandt andet har leveret mad til Melanie C fra Spice Girls.

Hjem til Danmark

Livet i London var imidlertid ikke lykken for Thomas Clausen. Han og kæresten var gået fra hinanden, og Danmarks grønne enge trak i ham.

»Jeg ville gerne have noget mere stabilt, så da jeg kom til Danmark, tog jeg en HF i 2011, fordi jeg gerne ville omskole mig til maskiningeniør. Så efter to år på HF begyndte jeg på DTU, hvor jeg læste til maskiningeniør.«

Men trods gode karakterer i matematik på HF kom hans matematiske evner til kort på DTU. I stedet skiftede han DTU ud med Københavns Erhvervsakademi, hvor han tog en uddannelse som produktionsteknolog med speciale i produktudvikling, og blev i 2016 ansat som konstruktør af chokolademaskiner hos en virksomhed i Farum.

»Pludselig gik det op for mig, at hvis jeg var så god til det, hvad kunne jeg så ikke lave selv.«

Netop den tanke førte ham til det sted, hvor han står i dag, hvor han kan kalde sig stifter af virksomheden Pitot Watches, som udvikler og designer ure.

Ure, der selvfølgelig er inspireret af kampfly – helt konkret F-14 Tomcat, som de fleste nok kender fra filmen 'Topgun'.

»Nu har jeg fundet min plads. Det er det her, jeg altid gerne har villet lave. Det har altid været mit mål at være selvstændig og drive mit eget,« siger Thomas Clausen, inden han tilføjer, at det ikke har været helt uden personlige omkostninger.

Den lange og hæsblæsende rejse har nemlig ført ham gennem en række stressforløb, men han har det godt i dag.