Forleden landede et fly af mærket Airbus A320 i Københavns Lufthavn, som så mange gange før.

Og så alligevel ikke.

For det særlige ved netop dette fly var, at 35 procent af flyets brændstof stammede fra det såkaldte SAF-brændstof, der står for Sustainable Aviation Fuel, og er lavet af brugt fritureolie.

Det fortæller Jesper Jacobsen, der er chef for bæredygtighedsudviklingen i Københavns Lufthavn, til TV 2 Kosmopol.

»Årsagen til at denne Airbus flyver med så stor en andel af SAF, er fordi vi gerne vil måle luftkvalitetsforbedringer,« forklarer Jesper Jacobsen.

»Man kan nemlig måle, at der er færre partikler og færre udledninger, når et fly har en tilpas stor procentdel af SAF i tanken.«

Jesper Jacobsen står i spidsen for projektet, der har navnet ALIGHT, som er et større europæisk projekt med 16 internationale partnere.

Tyske forskere har målt luftforureningen fra flyene via et mobilt laboratorium, og deres målinger taler deres helt klare sprog: Flyvninger med en høj mængde SAF i flybrændstoffet giver en bedre luftkvalitet på jorden og i atmosfæren.

Ifølge Dr. Tobias Scripp, der har været med til at analysere luftforureningen, skal flyene ikke skiftes ud, og der skal heller ikke ændres noget i motorerne.

»Tidligere forsøgstudier har vist at anvendelse af blandinger med bæredygtige brændstoffer reducerer udledning af partikelemissioner uden ulemper for flydriften,« sagde Dr. Tobias Schripp i en pressemeddelelse fra Københavns Lufthavn.

Det er nok bare at ændre på brændstofferne for at reducere den lokale luftforurening, fortæller han.

EU har sat sig som mål, at to procent af flybrændstoffet i 2025 skal stamme fra SAF. Det lyder lavt taget i betragtning, at flyene fungerer ved langt højere mængde SAF.

Årsagen er, at ikke er så meget SAF tilgængeligt, oplyser Jesper Jacobsen.