Selv når nætterne var koldest, lynede Søren Jordan aldrig sin sovepose. De fleste har strejfet en hjemløs på deres vej, men det er de færreste, der har levet det liv, som Søren Jordan har.
Reglerne for at klare sig på gaden kan den 55-årige mand stadig på rygraden. Nu er Københavns gader skiftet ud med en fast adresse og kakkelovn, og Søren har desuden opnået at få sin kunst udstillet.
Hvordan Søren endte som hjemløs og senere fandt balance i livet med sin kunst, vender vi tilbage til.
»Det var som at være varetægtsfængslet i det fri på ubestemt tid,« fortæller Søren, når han med sin nikotinprægede stemme taler om sit liv som hjemløs.
Sørens liv befandt sig i en lille barnevogn med køkkenredskaberne forneden og sovegrej på toppen, som han kunne fragte rundt i Københavns gader.
»Så blev det en kendsgerning, at jeg var hjemløs. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg måske skulle gå rundt og samle flasker. Jeg brød mig ikke om, hvis jeg skulle ud og tigge om penge.«
Alkohol og hash var daglige følgesvende, men for Søren var det et ultimatum, at det aldrig måtte udvikle sig til noget stærkere. Der lå en frygt i at havne på siden af de hjemløse, hvis tilstand ofte balancerede på kanten af liv og død.
»Den trappe, der går ned ved siden af Københavns Hovedbanegård ved Istedgade, kalder jeg 'Dødens Gab'. Der er nogle, der ikke kommer levende op igen, når de først er gået derned. Jeg var faktisk bange for dét miljø,« fortæller Søren.
Kultorvet var derimod et sted, som Søren ofte holdt til. Han opfattede stedet som sin dagligstue, men selvom den beskrivelse kunne forbindes med varme og tryghed, føltes tilstedeværelsen ikke sådan for Søren.
»Som hjemløs sover du altid kun med ét lukket øje, og så husker du altid, at du aldrig må lukke din sovepose. Du er jo et let bytte,« fortæller han.
Der fandtes et helt nyt reglement for Søren som hjemløs, som ikke bare var en anbefaling at følge, men nærmere et krav for overlevelse.
»Der var en episode, hvor nogle rødder smed benzin på en anden hjemløs og så tændte ild til ham, men han havde husket reglen, og det reddede hans liv.«
Udsigten fra rendestenen åbnede op for et nyt perspektiv, hvor udsigten konstant tydeliggjorde kontrasten mellem ham og dem.
»Folk har det med at ignorere. 50 procent er måske ligeglade, så er der de 30 procent, som gerne vil hjælpe, og så er der de 20 procent, som bare afskyer en.«
En særlig tragedie blev grunden til, at livet kulminerer for Søren. Som 24-årig låste han sig ind i sin mors lejlighed og blev konfronteret med sin værste frygt. Søren fandt sin mor i sofaen. Hun var død.
»Det var en følelse af tomhed og magtesløshed. Et eller andet sted følte jeg mig svigtet.«
Resten foregår som en slowmotionfilm, når Søren tænker tilbage på den dag i lejligheden, hvor et opkald til 112 om hans mors selvmord blev til et dybt ar på sjælen.
Sørens plan var derefter at starte på en uddannelse i Vejen, og han havde derfor opsagt sin lejlighed i Holbæk. Men der går rod i planerne, og han kan alligevel ikke få økonomisk støtte til sin nye lejlighed. Derfor står han pludselig uden tag over hovedet, uden uddannelse og uden arbejde. En drøm om en frisk start ender med et liv som hjemløs på gaden.
»Så kom min camino. Dér gik jeg fra at være en forkælet dreng til virkelig at lære livet at kende fra rendestenens kant.«
Otte år efter Søren ankom på Københavns Hovedbanegård, sluttede et liv som hjemløs, da han fik tildelt et kollegieværelse af kommunen.
Et år efter flyttede han ind på sin nuværende adresse i Valby, hvor grunden huser flere mindre huse, som er fordelt ud blandt tidligere hjemløse.
»En dag fandt jeg en masse oliefarver, som var blevet smidt ud. Dér skete der noget, fordi jeg havde jo malet med min far, da vi boede i Valsø.«
Få år efter Søren fik sig en fast bolig, startede han på en kunstnerisk højskole. Efterfølgende fik han udgivet værker på Den Kunstneriske Påskeudstilling i Aarhus, og værkerne hober sig fortsat op på matriklen.
I dag findes flere af Sørens værker på den trafikerede Ellebjergvej i Valby, hvor et drive-by-galleri giver byens bilister og borgere mulighed for et kunstnerisk udsyn.
»Om min kunst er god eller ej, det lader jeg være op til kritikerne,« afslutter han.
