- Det er overvældende, siger ansat fra DMI, der har taget billede fra Nordvestgrønland, der går verden rundt.

Et opsigtsvækkende billede af en gruppe slædehunde med vand til over poterne i Grønland går i øjeblikket verden rundt.

Billedet er taget af klimaforsker Steffen M. Olsen fra DMI. Det blev lagt op på Twitter den 14. juni.

Og siden er det gået stærkt.

DMI er blevet kontaktet af de fleste store danske medier. Men også de store internationale medier har rettet henvendelse. Det gælder blandt andet BBC, CNN, The Guardian, Der Spiegel og National Geographic.

- Jeg forsøgte at dokumentere en problematisk situation, som vi løb ind i i vores arbejde og fandt det også personligt noget surrealistisk, men jeg havde ikke forventet, at et amatørfoto med mobiltelefon ville kunne nå sådan rundt, siger Steffen M. Olsen.

- Det er overvældende. Men det giver også en uro i maven, for der er jo muligheder for at overfortolke sådan et billede. Men jeg synes, det ser fornuftigt ud og bliver brugt lødigt, tilføjer han.

Det er ikke kun medier, der kontakter DMI for uddybende citater og tilladelse til at bruge billedet.

Også en fra Al Gores stab har spurgt om lov til at bruge det.

Al Gore er tidligere præsidentkandidat for Demokraterne i USA og nu klimaforkæmper.

Nogle har også kontaktet DMI for at sikre sig, at billedet ikke er manipuleret, men DMI understreger, at det ikke er tilfældet.

Steffen M. Olsen tog billedet over den oversvømmede havis 13. juni ved Qaanaaq.

Der blev målt helt op til 17,3 graders varme ved Qaanaaq i sidste uge. Tallet skal dog endeligt verificeres.

- Man kan ikke lægge noget i et enkelt foto på en enkelt dag, med mindre det virkeligt demonstrerer noget. Jeg mener, at det var voldsomt, men det er et lokalt område. Det er ikke hele verden.

- Men det viser, hvor ekstreme dagene kan være, og hvor udfordrende det er at manøvrere rundt i. Vi var ude af vores komfortzone den dag. Det var ikke en klassisk dag, siger Steffen M. Olsen.

Forskeren fortæller, at der var vand fra slæden og hele vejen over til den modsatte kyst cirka otte kilometer væk, og vandet blev dybere. Derfor var de nødt til at køre udenom.

/ritzau/