Er der risiko for, at Danmark rammes af en anden bølge coronaepidemi til efteråret?
Nu uddyber Kåre Mølbak, hvorfor der inden for en uge kunne komme to modsatrettede meldinger fra Statens Serum Institut (SSI) om netop det spørgsmål.
Kåre Mølbak, der er faglig direktør i SSI, forklarer, at der fagligt set - altså rent epidemiologisk - er en risiko for, at Danmark rammes af en anden bølge coronaepidemi.
Det skyldes, at immuniteten mod virussen i den danske befolkning er relativ lav - netop som det fremgik af en SSI-rapport fra onsdag sidste uge.
Det taler imod en anden bølge
Men de danske myndigheders forudsætninger for at spore en stigning i smitte og derved hurtigt gribe ind er blevet meget bedre. Samtidig er lægerne blevet bedre til at håndtere corona. Derfor er det usandsynligt, at Danmark rammes af en anden bølge, forklarer Kåre Mølbak.
»Med den nye teststrategi og den store testkapacitet, der nu er etableret i Danmark, har vi gode forudsætninger for at opdage en kommende stigning i smittespredningen så tidligt, at der kan gribes ind,« skriver han i et svar til B.T.
Forvirringen om risikoen for en anden bølge opstod, da B.T. tirsdag spurgte til emnet på et pressemøde i Statsministeriet.
Her forklarede Kåre Mølbak, at en anden bølge var usandsynlig. Den melding stod i kontrast til en rapport udgivet blot seks dage tidligere, hvor SSI fortalte om en betydelig risiko for en anden bølge.
Én langstrakt bølge
Kort sagt kan man nu konkludere, at SSI ser en betydelig risiko for en anden bølge, men at de danske myndigheder ifølge SSI har forudsætningerne for at stoppe den:
»Samlet set er det sandsynligt, at der i takt med genåbningen vil komme øget smitte. Men med de erfaringer vi har, og det system der er etableret, er det ikke sandsynligt, at det vil udvikle sig til en egentlig anden og omfattende epidemibølge, der medfører en betydelig belastning for sundhedsvæsenet,« skriver Kåre Mølbak.
Desuden peger han på, at SSI allerede i en rapport fra 15. april skrev, at instituttet forventede en langstrakt bølge med varierende intensitet.
»Det vurderes, at en gradvis og kontrolleret genåbning af samfundet betyder, at der ikke, som tidligere antaget, vil optræde en stor første bølge, men nærmere en mere langstrakt bølge med varierende intensitet. Intensiteten vil afhænge af befolkningens kontaktmønstre, herunder vedholdenhed i forhold til at holde fysisk afstand til hinanden.«
»Denne langstrakte, afdæmpede bølge forventes at ville strække sig langt ind i efteråret, måske endda året ud,« skrev SSI i midten af april.