Er du en af de borgere, der har en privat boring i din have, og bor du i Grindsted i Sydvestjylland, så skal du ikke længere vande din have med vandet.

Region Syddanmark, der tidligere har anbefalet borgerne at lave være med at vande deres have, ændrer nu formentlig anbefalingen til et decideret forbud, som sker grundet forurening.

Det skriver Dagbladet Information i en analyse om forureningen i området, der stammer fra Grindstedværket.

Forureningen består af en lang række giftige stoffer såsom det kræftfremkaldende vinylklorid.

Rapporter har ellers i årtier advaret om, at forureningen kunne løbe ind under private haver, skoler og sportsbaner i området.

Anbefalingen om boringsstoppet skete efter, at en undersøgelse fra 2020 viste fund af stoffer fra Grindsted-forureningen i målinger tæt på Sydbyen.

»Billund Kommune har tidligere forklaret, at kommunen støttede sig op ad andre vurderinger af forureningens udbredelse. Det er altid let at være bagklog. Men ud fra det forsigtighedsprincip, som bør gælde i forureningssager, kan det virkelig undre, at kommunen ikke greb ind før,« skriver Louise Schou Drivsholm, der står bag analysen i Dagbladet Information.

Forureningen i Grindsted har også tidligere fået opmærksomhed i B.T.'s spalter.

B.T. skrev sidste år en lang række artikler om fund af usædvanligt mange ALS tilfælde i netop Grindsted. En sygdom, der gradvist og ubarmhjertigt nedbryder kroppens motoriske nerveceller og æder alle muskler op.

Region Syddanmark nedsatte i 2021 en forskergruppe, der har diskuteret behovet for opfølgende undersøgelser af sundheden i Grindsted og forureningens konsekvenser.

Deres endelige anbefaling er klar til politisk behandling i regionsrådet i begyndelsen af juni.

Og skulle man undre sig over, hvad det vil sige at have en privat boring, så betyder det, at man er sin egen vandleverandør frem for at få leveret fra eksempelvis et vandværk.