Jeanette Hoffmann føler ikke, hun har mulighed for udføre sit job så godt, som hun kunne tænke sig.
»Det er hele tiden en afvejning af, hvorvidt jeg skal prioritere flertallet eller den enkelte, medmindre der er tale om en stor konflikt mellem flere børn, hvor jeg skal stoppe ulykken. Så trøsten kommer, når jeg har tid, og ikke nødvendigvis lige, når barnet har brug for det,« siger 38-årige Jeanette Hoffmann, der har været pædagog i 13 år.
Hun er blot en af mange pædagoger, der på linje med en række forældre er utilfredse med antallet af pædagoger i danske børnehaver.
Debatten tog for alvor fart, da et forslag om minimumsnormeringer for nylig blev nedstemt i Folketinget.
Lørdag kulminerer debatten så, når forældre i en lang række kommuner vil demonstrere mod normeringer i landets dagsinstitutioner. De kræver flere hænder til deres børn.
Jeanette Hoffmann glæder sig over forældrenes opråb. Hun oplever nemlig dagligt, at det kan være svært at få enderne til at hænge sammen.
F.eks. kan det være svært i situationer, hvor pædagogerne har samling med børnene, og de skal lære om former og farver eller at vente på hinanden.
»Hvis ikke der er hænder nok, har jeg ikke mulighed for at guide lille Peter, hvis han er urolig eller driller en anden. Det forstyrrer og gør det til en dårlig oplevelse for alle.«
»Hvis der til gengæld var en pædagog mere og en medhjælper, ville det være nemmere at få børnenes opmærksomhed, og en af de øvrige voksne i samlingen ville kunne gå fra, hvis nogen skulle trøstes pga. drilleriet,« siger Jeanette Hoffmann.
Hun understreger dog, at det ikke kun er hænder, der mangler. De stigende krav om dokumentation i form af bl.a. læringsplaner tager tid fra børnene:
»Vi kan jo godt have en masse visioner om, hvordan vi skal guide og lære børnene i at begå sig, men problemet er, at der ikke er tid til at udføre det i praksis.«
»Det hænger ikke sammen,« siger hun.
Den 38-årige kvinde føler derfor ikke, at hun i samme grad som før har mulighed for at udføre sit arbejde:
»Jeg har jo altid sat min faglighed højt og går meget op i, at jeg er med til at forme forældres guldklumper. Men jeg føler ikke, jeg har tid til de gentagelser, det f.eks. kræver, når man skal lære et barn om, hvordan man gebærder sig socialt. Så typisk er det 'de hurtige' og kvikke børn, der får mest læring. De andre trækker sig eller lærer at fylde mindst muligt. Det er desværre bagsiden af det,« siger Jeanette Hoffmann.
Hun oplever også, hvordan de manglende hænder kan gå ud over nye børn i institutionen.
»Førhen havde vi tid til et forbesøg, en snak og måske et besøg mere, men i dag bliver det meget mere overfladisk, og indkøringen bliver ikke nær så glidende, hverken for forældre, barn eller pædagog. Det er ikke særligt behageligt som fagperson at opleve, at der ikke er tid til nærvær. Og det står jo endnu værre til, hvis der er sygdom eller kursus,« siger hun.
»Vi vil gerne tage hånd om den enkelte, men virkeligheden er jo ofte, at vi sidder med hænderne fulde af børn.«
