Tørken har allerede givet skader på visse afgrøder. Fortsætter den, kan pris på blandt andet grøntsager stige

Prisen på grøntsager og kornprodukter i supermarkedet vil stige, hvis det tørre vejr fortsætter frem mod høststart i juli.

Det fortæller Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef hos landbrugets videnscenter, Seges.

- Hvis tørken fortsætter, vil forbrugerne komme til at mærke det i form af prisstigninger. Vi har allerede nu set tørkeskader på nogle afgrøder. Men hvis vi skal have en tørke som den, vi så i 2018, skal det fortsætte nogle uger endnu, siger han.

Siden 24. maj er der ikke faldet en eneste dråbe regn. Det er den længste tørkeperiode siden 2008.

Danmarks Metrologiske Institut (DMI) har lavet tørkeberegninger i 19 år. Kun i 2008 og 2020 er der set et tørkeindeks på niveau med det, der er i øjeblikket.

Den manglende regn vil især gå ud over kornafgrøder. Derudover vil grøntsager og bær, som dyrkes på marker frem for i drivhus, blive ramt, fortæller Klaus Kaiser.

Det kan betyde højere priser på eksempelvis havregryn, mel, kartofler, salat, kål, løg og porrer.

- Indirekte vil der også være en effekt i form af, at foder vil blive dyrere. Det går ud over mælkeprisen og kødprisen, som vil stige for forbrugerne, siger Klaus Kaiser.

Det er endnu for tidligt at spå om, hvor meget priserne vil stige for forbrugerne. Men en alvorlig tørke kan medføre "kraftige prisstigninger", mener han.

I 2018, hvor sommeren var ualmindelig tør og varm, steg prisen på visse råvarer op til 100 procent ifølge Klaus Kaiser.

Det er dog kun en del af den stigning, der vil slå igennem for forbrugeren.

Men selv om en langvarig tørke vil betyde mindre udbytte for landmændene, forudser Klaus Kaiser ikke, at der vil mangle varer på hylderne i danske supermarkeder.

- Vi kommer næppe ud i en mangelsituation. Vi har muligheden for at importere, så vi vil stadig kunne få de varer, vi er vant til, siger han.

I august 2018 vedtog VLAK-regeringen med støtte fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti en hjælpepakke med en række initiativer, der skulle afhjælpe landbrugets tab som følge af tørken.

Onsdag sagde fødevareminister Jacob Jensen (V), at han har taget de indledende skridt til en ny tørkepakke til landbruget.

Han understregede dog, at der endnu ikke er taget stilling til, om der skal vedtages en tørkepakke, og hvor mange penge der i så fald vil følge med.

/ritzau/