Der er ting her i livet, man ville ønske, man kunne gøre om. At man kunne spole tiden tilbage og gøre det rigtige. For sine nærmestes skyld – og for sin egen dårlige samvittigheds skyld.
Det gælder også tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Det fortæller han i erindringsbogen 'At træde i karakter' og i et interview med Politiken.
Vi skal tilbage til foråret 1985.
Anders Fogh Rasmussen mor, Martha Rasmussen, ligger for døden på Viborg Sygehus.
Anders Fogh Rasmussen sidder ved sygesengen og holder sin mor, der ligger i en tung morfindøs, i hånden.
Han ville gerne sige noget til hende. Hvor meget han har sat pris på, at hun altid var der, da han og hans søskende var små.
Men ordene kommer ikke ud af den unge Venstre-løves mund. I stedet rejser han sig – og går.
Flyet mod København og Christiansborg kunne ikke vente, mente han dengang. I dag fortryder han bittert, at han forlod sin mor døende i hospitalssengen.
»Når man er i den situation, er det jo sidste udkald. Jeg ville have talt om vores opvækst. Hvordan jeg synes, at hun gennem sit lyse, udadvendte livssyn havde været en opmuntring for os alle sammen. I en arbejdsom, lidt hård hverdag var hun omdrejningspunkt for andet end bare arbejdet. Hun tog sig af os, hun var der, når vi kom hjem fra skole. Var altid glad og i godt humør. Jeg ville så gerne have sagt til hende, hvor stor pris jeg satte på de værdier. Men det fik jeg aldrig nogensinde sagt,« siger Anders Fogh Rasmussen til Politiken.
Han kan ikke huske, hvad kan skulle i København. Men ligegyldigt om det var vigtigt eller ej, skulle han være blevet ved sin mors dødsleje, siger han i dag.
Interviewet kredser om den private, indadvendte og generte Anders Fogh Rasmussen, som offentligheden ikke kender, og som udadtil er kommet til udtryk ved den foghske trang til pertentlighed og forberedelse i detaljen, der har fungeret som et skjold mod ubehagelige overraskelser og uforudsigelighed.
Om Anders Fogh Rasmussens far, Knud Rasmussen, der opdrog sine tre sønner med en endefuld. Anders Fogh Rasmussen husker tydeligt sin fars store hænder, der slog hårdt.
Og om de ægteskabelige kampe med hustruen Anne-Mette Fogh Rasmussen. Ikke de alvorlige skærmydsler, men de daglige. For eksempel kampen om, hvordan en skæreost skal håndteres. Må den hules?
Ikke hvis det står til Anders Fogh Rasmussen, der nidkært forsøger at holde skæreosten lige som en terning.
»Når jeg næste dag forventningsfuldt rækker ud efter osteklokken, ser jeg til min rædsel, at osten er mishandlet til ukendelighed: Den er udhulet. Det er Anne-Mette, som ikke har udvist passende respekt for mit ingeniørarbejde. Jeg kan starte forfra med at rette osten af,« skriver Anders Fogh Rasmussen i sin erindringsbog.
