Torsdag eftermiddag kunne borgere i København vende øjnene mod et usædvanligt syn, hvis de kiggede op i luften.

For omkring 14:15 kunne to jagerfly pludselig ses over hovedstadens bymidte.

Men selvom lyden var voldsom, er der ingen grund til bekymring for borgerne. 

Det oplyser Tobias Rod Jensen, pressemedarbejder hos Forsvarskommandoen, til B.T.

»Der er tale om to danske F35-kampfly, der som del af deres normale opgaveløsning fløj over København. Det er en rutinemæssig opgaveløsning, de har foretaget,« siger han til B.T. og oplyser, at F35-kampflyene larmer mere end de gamle F16-fly.