To russiske skibe sejler netop nu frem og tilbage på det samme område i Kattegat.

Det viser data fra skibsfartshjemmesiden vesselfinder.com, og i Sverige har myndighederne tidligere onsdag meldt ud, at man har givet Danmark besked om skibenes aktivitet.

Der er tale om en slæbebåd ved navn Sergey Balk og et search-and-rescue-skib, SB-123, som har sejlet frem og tilbage i det samme område i Kattegat i adskillige timer.

Området er ikke langt fra det sted, hvor kinesiske Yi Peng 3 i ugevis lå for anker, efter at det var identificeret som mulig ansvarlig for sabotage mod undersøiske kabler i Østersøen.

Også slæbebåden Sergey Balk har været tilstede i Kattegat onsdag. Vesselfinder.com

I den periode, hvor Yi Peng 3 lå i Kattegat, skete det under tæt overvågning fra skibe fra både den danske flåde samt Tysklands kystvagt.

Men indtil videre er der ikke ifølge vesselfinder.com tilstedeværelse af skibe fra den danske eller svenske flåde.

Hos Forsvaret ønsker man ikke at svare på B.T.s spørgsmål om, hvad det er, der foregår, og hvordan Danmark har tænkt sig at håndtere situationen.

»Forsvaret følger fremmede statsskibe i dansk nærområde med relevante kapaciteter, og har derudover ikke yderligere at tilføje,« lyder det i et kortfattet mailsvar fra Christer Haven, som er major og presserådgiver i Forsvaret, til B.T.

Sergey Balk er en slæbebåd på 70 meter, mens SB-123 har en længde på 49 meter.

På vesselfinder.com fremgår det, at de to skibe ser ud til nu at sejle sydover, muligvis mod Storebælt.