Det verdensberømte arkitektfirma Bjarke Ingels Groups kommende højhusbyggeri i Esbjerg er nu havnet i nye problemer.
Først var det grænseværdierne for fiskelugt fra havnen, der gjorde, at der ikke kunne indrettes boliger i de øverste etager af Esbjerg Towers - og nu er det så Forsvaret, der er bekymret for, at byggeriet kan forstyrre dets radar.
I en indsigelse skriver Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, at det højeste af nybyggeriets tre tårne - som er 61 meter højt - kan begrænse anvendelsen af Forsvarets TPS-radar på Flyvestation Skrydstrups radar, skriver JydskeVestkysten.
Modsat mange andre parter har Forsvaret vetoret i sagen, fordi planforslaget vil stride mod 'varetagelse af nationale interesser'.
Derfor har meldingen sendt Esbjerg Kommune på overarbejde for at finde en løsning. Lykkes det ikke, kan hensynet til radaren betyde, at det højeste tårn ikke bliver opført.
Indtil videre mener Esbjerg Kommune at kunne påvise, at den nye bygning ikke påvirker radaren. Formanden for kommunens plan- og miljøudvalg, Karen Sandrini (S), er derfor fortrøstningsfuld.
»Hvis en 61 meter høj bygning er et problem for radardækningen, så er der godt nok mange byggerier, der ikke kan lade sig gøre. Vi har jo også en skorsten på affaldsforbrændingen, der er noget højere end 61 meter, og vi har testmøller i Måde på 200 meter i højden,« siger hun til avisen.
Esbjerg Towers skal efter planen opføres på Tovværksgrunden og ventes at stå klar i 2020. Byggeriets tre tårne på 6, 10 og 17 etager kommer til at rumme i alt 450 ungdomsboliger.

