To danske projekter har med stor succes fjernet PFAS fra forurenet jord i Korsør ved at varme jorden op til mellem 350-450 grader.

Det skriver Danske Regioner, der står bag projekterne, i en pressemeddelelse.

PFAS-forbindelser er svært nedbrydelige og bliver derfor ophobet i både mennesker og miljø.

Derfor er der også alvorlig bekymring for, hvordan forbindelserne kan påvirke menneskers helbred på sigt.

Netop derfor har Danske Regioner påbegyndt to demonstrationsprojekter på PFAS-testcentret i Korsør.

Det er ikke nyt, at PFAS kan nedbrydes med høje temperaturer, men Danske Regioner glæder sig over, at det har været muligt uden at danne nye farlige stoffer i processen.

Projekterne er finansieret af Miljøstyrelsen, og her bliver det testet, hvordan forskellige teknologier kan rense jorden for PFAS.

I det ene af de to forsøg opvarmes jorden til 350-450 grader, så PFAS'en fordamper.

Luften med den fordampede PFAS ledes derefter igennem en 1400 grader varm flamme, der bryder PFAS'en op og destruerer den.

I det andet projekt varmes jorden langsomt op, så det meste af PFAS'en nedbrydes. Det sker, mens den stadig er i jorden.

Resten opsamles derefter i en såkaldt defluorinator, hvor det nedbrydes.

Danske Regioner understreger, at det både er dyrt og klimabelastende at opvarme jorden, hvorfor de teknikker kun skal tages i brug de steder, hvor der er mest PFAS i jorden.

- Der er ingen tvivl om, at de to teknikker bliver en vigtig brik vores indsats mod PFAS-forureninger. Men de bliver ikke de eneste.

- Der er stadig behov for at finde løsninger på håndtering af jord med mindre indhold af PFAS, siger formand for Danske Regioners udvalg for miljø og klima Camilla Hove Lund i meddelelsen.

/ritzau/