Et borgerforslag mod salget af ukrudtsmidler har fået 50.000 støtter, så det nu kan behandles i Folketinget.

Et borgerforslag om et øjeblikkeligt ophør med salg af Roundup og andre midler til bekæmpelse af ukrudt og insekter har de seneste måneder mødt stor opbakning.

Onsdag har forslaget rundet 50.000 støtter, og dermed kan det nu fremsættes som beslutningsforslag, blive behandlet og stemt om i Folketinget.

Forslaget er blevet stillet af Christiane Bjørg Nielsen, der nok mest er kendt for at have spillet karakteren Kandis i "Pyrus"-julekalenderne.

Hun valgte at stille forslaget, fordi hun i det lokale byggemarked kunne se, at man fortsat kunne købe dunke med forskelligt ukrudtsmiddel.

- Jeg tænkte, at det ikke kunne passe, at vi i 2019 ikke var blevet klogere. Vi ser alle giftresterne i vores grundvand, og vi ser, hvordan biodiversiteten og vores insekter har det, siger Christiane Bjørg Nielsen.

Sammen med en række andre personer, som er medstillere af forslaget, går Christiane Bjørg Nielsen efter at forbyde eksempelvis ukrudtsmidler med indhold af glyfosat, mest kendt fra Roundup, og insektgifte med indhold af neonikotinoider.

Personerne bag forslaget havde gerne set et totalt forbud mod brugen af ukrudtsmidler i Danmark.

Men fordi de finder det mere realistisk at få vedtaget et forbud mod privat brug af midlerne, så drejer forslaget sig i denne omgang kun om det private forbrug.

- Nu har vi ikke taget landbruget med i det her forslag, og det gør det nok lidt nemmere. Det havde nok været rigtig svært at håndtere, hvis vi også forsøgte at ændre noget for industrien. Vi kan kun drømme om, at det kommer i næste ombæring, siger Christiane Bjørg Nielsen.

I flere år har danske landmænd brugt glyfosat til nedvisning af korn, raps og ærter for at sikre en ensartet høst samt mod ukrudt.

Stoffet er imidlertid mistænkt for at være sygdomsfremkaldende.

Både Østrig og Tyskland har fremlagt planer om et forbud mod glyfosat, og i USA er der tilkendt erstatninger for kræft udløst af at have benyttet glyfosat.

Stoffet glyfosat bliver blandt andet brugt i ukrudtsmidlet Roundup, som den tyske kemigigant Bayer overtog i forbindelse med købet af selskabet Monsanto. Den endelige selskabsovertagelse fandt sted i juni sidste år.

I øjeblikket står Bayer med et bjerg af søgsmål, der går på, om Roundup er kræftfremkaldende. Bayer har dog flere gange afvist anklagerne.

Indtil videre har tre forskellige dommere taget stilling til sager om Roundup. Ingen af de tre dommere har indtil videre givet Bayer ret, og selskabet har siden appelleret de tre afgørelser.

/ritzau/