Projekt på Novo-arbejdspladser skal vise, hvor mange, der har antistoffer mod corona. Familien testes også.

Ansatte i Novo Nordisk og søstervirksomheder samt deres ægtefæller og voksne børn vil fra denne uge kunne få at vide, om de har været smittet med coronavirus.

De indbydes til at aflevere en blodprøve, der kan vise, om de har dannet antistoffer og dermed måske er beskyttet mod at blive smittet igen.

I løbet af det næste år håber forskerne bag projektet at teste op mod 40.000 personer ni steder i landet, blandt andet i Aalborg, Hjørring, Kalundborg og i hovedstadsområdet.

Det gør undersøgelsen repræsentativ for den del af befolkningen, der er i arbejde, siger Peter Garred, der er professor på Københavns Universitet og overlæge på Rigshospitalet

- Deltagerne kommer med forskellig baggrund, uddannelse og er bosat forskellige steder i landet. Det vil give os et overblik over, hvordan smittespredningen har været, siger han.

- Da vi samtidig undersøger deres samlevere og voksne børn, får vi viden om, hvordan smittespredningen har været inden for familien, siger Peter Garred.

Ud over at blive klogere på udbredelsen af antistoffer skal projektet forsøge at vise, om tidligere smittede bliver immune, og om de i givet fald fortsætter med at være det.

Derfor vil blodprøven blive gentaget om seks måneder og igen om et år.

På Københavns Universitet kender Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi, ikke undersøgelsen. Men han peger på, at de opfølgende blodprøver er afgørende, da de som noget nyt vil kunne vise, hvor længe antistofferne bliver i kroppen.

Det kan give et praj om graden af beskyttelse, hvis der kommer en anden bølge af Covid-19.

- Hidtil har vi i Danmark alene fokuseret på, hvor mange i befolkningen der har været smittede. Men det er også vigtigt at få at vide, hvornår niveauet af antistoffer falder. Om vi taler om måneder eller år, siger Allan Randrup Thomsen.

De foreløbige erfaringer med at bede den danske befolkning om at blive antistoftestet viser en begrænset interesse. I hvert fald når invitationen kommer fra det offentlige.

Ud af de 5200 borgere, der i maj fik en invitation i deres E-boks til at møde i et af de hvide testtelte, er det under halvdelen, 2427, der har takket ja, viser et notat fra Statens Serum Institut.

Ifølge Steffen Lüders, der vicedirektør i Novo Nordisk Fonden, har foreløbig 2600 medarbejdere taget imod muligheden.

/ritzau/