Ifølge et nyt studie er der ikke belæg for, at mundbind har en effekt for personer, der ikke er smittet med coronavirus.

En gruppe forskere fra The University of Hong Kong har lørdag præsenteret resultaterne af en undersøgelse om effekten af mundbind mod coronavirus.

Det fremgår af undersøgelsens udgivelse, som er blevet offentliggjort i Nature Medicine.

Forskerne mener at have fundet belæg for, at mundbind kan være med til at reducere, at en corona-smittet person kan videregive virus til sine omgivelser.

Forskerne har blandt andet undersøgt dråber fra vejrtrækning og hoste blandt 3.363 respondenter i undersøgelsen.

Det er dog ikke nødvendigvis ensbetydende med, at mundbind beskytter en ikke-smittet i at få coronavirus, mener forskerne.

Det samme mener de danske sundhedsmyndigheder.

Over for Jyllands-Posten forklarede Statens Serum Institut lørdag, at der ikke er videnskabelig belæg for, at mundbind forhindrer en person i at blive smittet. Derfor vil man ikke anbefale mundbind til almindelige borgere, der ikke er smittet.

I enkelte tilfælde anbefaler myndighederne dog, at man alligevel anvender mundbind:

»Skal man ud, fordi man skal til læge, anbefaler vi, at personen får et mundbind/maske på,« sagde Brian Kristensen, leder af Central Enhed for Infektionshygiejne hos Statens Serum Institut, til Jyllands-Posten.

Der er selvfølgelig den usikkerhed ved coronavirus, at sygdommen hos mange først viser symptomer efter op til 14 dage, fra man er blevet smittet.

Dermed er der en lang periode, hvor man ikke føler sig syg, men stadig kan smitte andre.

I den situation burde man efter anbefalingerne bære maske, men det er den sygdomsramte bare ikke klar over uden symptomer.

Risikoen for at smitte andre, når man ikke har symptomer, er dog markant mindre, fordi der ikke er hverken hoste, feber eller lignende.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har indtil videre ikke anbefalet mundbind som en effektiv måde at beskytte sig mod coronavirus.

Også selvom flere europæiske lande, såsom Østrig, Tjekkiet og Slovakiet, har indført påbud om brug mundbind.