Et hold forskere mener at have fundet beviser på en kraftig solstorm for mere end 2000 år siden, hvor Jorden blev ramt af en helt enorm mængde stråling.

Forskerne har mere specifikt fundet deres beviser i nogle iskerner i Grønland, som de vurderer blev udsat for et kraftigt bombardement med protonpartikler fra solen i år 660 f. Kr.

Ifølge forskerne var denne solstorm 10 gange så kraftfuld som alle andre solstorme, der til dato er registreret med moderne målemetoder. Det skriver BBC.

Og en lignende storm kan få konsekvenser for os her på jorden. For selvom hverken mennesker eller dyr vil omkomme i en solstorm, så kan rumvejret forstyrre strøm og teknologisk infrastruktur i alvorlig grad.

Eksplosioner på solen, som sender solstorme mod jorden, blev således udpeget som en af de største trusler mod Danmark i 2017.

Fænomenet er dermed på listen sammen med gamle kendinge som orkaner, terror, epidemier og oversvømmelser.

I Sverige lukkede et kraftigt soludbrud ned for flytrafikken en dag i 2015 som et resultat af eksplosioner i solen omkring 150 millioner kilometer fra jordkloden. Og i 2003 forsvandt strømmen i Malmø af samme årsag.

Ifølge flere eksperter kan kraftige solstorme få store konsekvenser for Danmark, hvis den eksempelvis lammer transformatorer. For så kan sygehuse, transportsektoren og diverse computersystemer blive ramt.

Ifølge forskerne på området er det dog vanskeligt at vurdere den helt præcise risiko, da der kan være mange år mellem de store soludbrud. Det vurderes, at der er kraftigt øget aktivitet i solen cirka hvert 11. år.