Forskere anbefaler kemifri bekæmpelse af mide blandt bier
Varroamiden er skyld i dødelighed blandt en stor del af de danske honningbier. Bekæmpelse findes i kemifrie metoder.

Varroamiden er skyld i dødelighed blandt en stor del af de danske honningbier. Bekæmpelse findes i kemifrie metoder.

Danske honningbier trues af varroamiden og de sygdomme, den spreder. Det koster årligt en stor del af de danske bifamilier.
Forskere peger derfor på, at biavlere dropper den tidligere anvendte kemiske behandling og anbefaler nu kemifrie bekæmpelsesmetoder.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Den invasive varroamide er en parasit, der har spredt sig til stort set alle danske bifamilier, siden den kom til Danmark i 1984.
- Sidste vinter gik omkring 20 procent af de danske bifamilier til, og året før var det nok nærmere 25 procent, siger seniorforsker fra Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet Per Kryger.
Varroamiden svækker bierne direkte, hvor den største fare er spredning af virus. Det er den mest almindelige dødsårsag blandt bierne om vinteren, oplyser Aarhus Universitet.
Endvidere lyder det, at der i årtier er benyttet kemi til bekæmpelse af miden, dog uden, at det har løst problemet.
- Kemien har været en sovepude. Man tænker: vi har styr på det, vi giver dem bare lidt kemi, og så tænker man ikke mere over det. Men det løser ikke problemet, det forlænger det, siger Per Kryger, der også understreger:
- Når man bekæmper med kemi, svækker man samtidig biernes eget immunforsvar.
Ifølge seniorforskeren skal biavlere derfor kigge i retning af to kemifri metoder, som bekæmper varroamiden.
Biens livscyklus er afgørende for, hvornår tiden er inde for avlerne for at gribe ind og stoppe midens mulighed for at formere sig.
Per Kryger peger på, at det er biens forseglede yngelperiode - altså hvor bien udvikler sig i en forseglet celle af voks - at yngelpause er en effektiv metode mod miden.
Fjernes ynglen eller forhindres dronningebien i at lægge æg i en periode, bremser man midens mulighed for formering.
Helt konkret kan avlere i praksis spærre bidronningen inde i mindst 25 døgn eller fjerne yngeltavlerne helt fra bifamilierne, lyder det.
Bekæmpelsesmetoderne kan blive nyttige i de kommende år ifølge Per Kryger, som forklarer, at en ny og mere yngelafhængig mide kan være på vej fra Asien.
RITZAU