Forsker slår alarm: 'Vi er nødt til at handle, før det er for sent'
Især lande som Danmark bør lægge alle kræfter i, lyder det fra forskeren.

Især lande som Danmark bør lægge alle kræfter i, lyder det fra forskeren.

Mandag løber FNs årlige klimatopmøde COP31 af stablen i Antalya i Tyrkiet, og her deltager både klima-, energi- og forsyningsminister Samira Nawa (R) og dronning Mary fra Danmark.
Og det er lige netop lande som Danmark, der skal lægge sig i selen for en ambitiøs klimaindsats på globalt plan.
I hvert fald hvis man spørger den anerkendte klimaforsker og professor ved University of Pennsylvania Michael E. Mann.
Det skriver DR.
Ifølge forskeren bør lande som Danmark nemlig sørge for at lande – herunder USA – som han mener modarbejder indsatsen mod klimaforandringerne, ikke står i vejen for det globale klimaarbejde.
»Ærligt, lige nu er USA også en del af den gruppe af lande, der ikke vil være med, og som jeg kalder koalitionen af de uvillige. Vi har brug for EU-landene. Vi har brug for, at alle de andre industrialiserede lande og udviklingslandene siger: Nu er det nok! Vi er nødt til at handle, før det er for sent,« siger han til mediet.
Når FNs 193 lande mødes mandag til COP31 i Tyrkiet, er det med formål at forhandle og vedtage aftaler, der skal bekæmpe klimaforandringer.
Få dage inden det internationale klimatopmøde lød det fra EUs klimatjeneste Copernicus, at 2026 sandsynligvis kan blive det næst varmeste år nogensinde målt.
Den nuværende andenplads holder 2023 lige nu, mens 2024 er det varmeste år nogensinde målt.