En af landets førende klimaeksperter vurderer, at det kan blive nødvendigt at flytte Danmarks hovedstad som konsekvens af fremtidens klima.

Karsten Arnbjerg-Nielsen, der er professor på DTU, er ikke i tvivl om, at klimaforandringerne vil ændre det danske samfund og tvinge kommunerne til at lave drastiske ændringer.

Han siger til Jyllands-Posten, at det er så dyrt at klimatilpasse de byer, der ligger ved havet, at det kan blive nødvendigt at droppe København som landets hovedstad.

»Det (klimaforandringerne, red.) er så voldsomt, at 25 procent af alle de penge, der i dag betales i kommuneskat i København, kommer til at gå til at reparere huse og infrastruktur med,« siger han til avisen og fortsætter:

»Det har vi som samfund ikke råd til. Derfor kan vi ikke blive ved at have det samfund, som vi har nu. Ender vi med en verden, der er fire grader varmere, så kan det være, at man fortryder, at vi ikke har skiftet hovedstad.«

Hvis havet stiger 1,5 meter, som mange klimarapporter peger på, vurderer Karsten Arnbjerg-Nielsen, at regningen kan blive så stor, at det vil koste København mellem 8 og 13 milliarder kroner om året.

Han nævner herefter Roskilde som et af de bedste bud som overtager til titlen som landets hovedstad, da København ikke vil have den samme nærhed til kysten, hvis der skal bygges diger hele vejen rundt for at holde vandet ude.

Han påpeger endvidere, at samfundet bliver nødt til at træffe en række svære valg i fremtiden.

»Man ikke kan bygge 8.000 kilometer diger rundt om hele Danmark. Man er nødt til at finde ud af, hvor man skal bygge, og hvor man ikke skal bygge,« siger han.