Der har i nyere tid ikke været en situation, som ligner den, vi ser nu, hvor USA ønsker at overtage territorium fra en allieret og i den forbindelse holder et møde.
I hvert fald kan Rasmus Sinding Søndergaard, som er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (Diis), ikke komme i tanke om et sammenligneligt tilfælde.
- Op gennem USA's historie er der alle mulige eksempler på, at USA har overtaget territorium. Det har ofte været i forbindelse med, at man har kæmpet en krig, siger han.
- Men jeg kan simpelthen ikke se, hvad det skulle være i nyere tid. Jeg tror, det er uden fortilfælde.
Rasmus Sinding Søndergaard henviser til tiden efter 1945, hvor Anden Verdenskrig sluttede.
USA's præsident, Donald Trump, har flere gange gjort det klart, at USA ønsker ejerskab over Grønland på grund af nationale sikkerhedshensyn.
Senere onsdag dansk tid skal udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) og Grønlands minister for udenrigsanliggender, Vivian Motzfeldt, til møde i Det Hvide Hus.
Fra amerikansk side deltager vicepræsident J.D. Vance og udenrigsminister Marco Rubio.
Og selv om Donald Trump ikke selv deltager i mødet, mener Rasmus Sinding Søndergaard, at man fra dansk side bør kigge på møder mellem andre europæiske ledere og den amerikanske præsident for at forberede sig.
Det gælder måske særligt møder mellem Trump og den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, om fred og mineraler, mener han.
- Man skal forstå, at det, der vægter for Trump og hans folk, er en snæver forståelse af USA's interesser. Det er en transaktionel tilgang, hvor man skal have noget og vinde, siger Rasmus Sinding Søndergaard.
I denne situation betyder det ifølge forskeren, at Trump mener, at den bedste løsning er, at USA overtager kontrollen over Grønland.
- Det er hans udgangspunkt. Det betyder ikke, at man skal give efter for det, men det er vigtigt at forstå, siger han.
Også personlige relationer og kemi kan spille ind på mødet, lyder det.
Et tydeligt eksempel på det er mødet mellem Zelenskyj, Trump og J.D. Vance i Det Hvide Hus i februar 2025.
Her endte mødet i et skænderi, og det blev ifølge Rasmus Sinding Søndergaard tydeligt, at kemien ikke er god mellem de tre.
Modsat lader det til, at Finlands præsident, Alexander Stubb, har god kemi med Trump, hvilket har ført til gode møder, lyder hans vurdering.
Oprindeligt var det kun Marco Rubio, som skulle deltage i mødet fra amerikansk side.
Det gav ifølge Rasmus Sinding Søndergaard grund til at håbe på, at den personlige kemi var diplomatisk, og at man kunne have et konstruktivt og respektfuldt møde.
Men det har øget usikkerheden, at J.D. Vance nu også deltager, lyder vurderingen.
- Det er sværere at forudsige, hvordan den personlige kemi vil være. Hans stil kan nogle gange være mere frembrusende og en smule aggressiv. Og her er det enormt vigtigt, at man ikke provokerer Vance unødigt, siger forskeren.
/ritzau/
