Ulven kommer, ulven kommer… Sådan har bekymrede borgere og landmænd råbt, siden den første ulv i 2012 blev fundet død i Danmark.

Den døde hanulv var den første registrede vildtlevende ulv på dansk jord i 199 år, og fundet varslede, at ulve var på vej tilbage til landet.

Siden har borgere, politikere og eksperter diskuteret, hvordan vi skal håndtere de fredede rovdyr.

På baggrund af en ny statusrapport om ulvenes færden spår en ekspert, der nøje har fulgt ulvenes færden, at de danske ulve vil koncentrere sig i fire områder.

I Nationalpark Thy satte vildtkonsulent Tommy Hansen i 2012 fotofælder op, der skulle kunne afsløre, om ulve var vendt tilbage til Danmark efter 199 år.
I Nationalpark Thy satte vildtkonsulent Tommy Hansen i 2012 fotofælder op, der skulle kunne afsløre, om ulve var vendt tilbage til Danmark efter 199 år. Foto: Henning Bagger
Vis mere


»Mit bud, på hvor ulvene i fremtiden vil slå sig ned, vil være for eksempel Klosterhede Plantage (mellem Holstebro og Lemvig, red.), i Hanstedreservatet i Thy, i de store plantager i Midtjylland og i det militære øvelsesområde ved Oksbøl. Ulve undgår mennesker, men erfaringen fra Tyskland er, at de ikke er bange for kampvogne og kanoner,« siger han til jp.dk.

Begrundelsen er, at de fire steder er de eneste, hvor der er plads, skov og vildt nok til, at ulvene kan overleve.

Den samlede danske ulvebestand består i dag af et par med unger, der holder til i Stråsø Plantage i Vestjylland.

Derudover lever en enlig hanulv syd for Skagen, ligesom der indtil for nylig holdt en anden enlig han til på Djursland.



Sidste år foreslog Socialdemokratiet, at de danske ulve skulle indhegnes, men nu må miljøminister Lea Wermelin (S) konstaterer, at den plan kolliderer med, at ulvene er fredede.

Det fik torsdag Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti til at kræve et nyt løsningsforslag snarest.

»Vi kan ikke leve med, at folk skal gå i frygt for deres eget, deres børns og deres husholds velbefindende. Især får har været udsat. Derfor synes jeg, regeringen skal gå i tænkeboks,« sagde han til dr.dk.

Det første danskfødte kuld ulvehvalpe kom til verden i 2017 i Vestjylland. I alt otte hvalpe blev det til. En hunulv fra dette kuld er mor til det nye kuld hvalpe, der netop er født i Stråsø Plantage. En anden af de otte blev skudt og dræbt på en mark uden for Ulfborg, en tredje blev kørt ihjel, mens flere andre fra kuldet ifølge statusrapporten er vendt tilbage til Tyskland.