Det skal tages meget alvorligt fra dansk side, når Katie Miller, der tidligere har været talsperson i Donald Trumps administration, deler et billede af Grønland farvet med det amerikanske flag.
Det siger Rasmus Brun Pedersen, som er lektor i internationale studier på Aarhus Universitet.
- Jeg synes klart, at man skal se det som en trussel. Det er et signal om, at der er kræfter tæt på præsidenten, der arbejder på at udvide amerikansk territorium på vores bekostning, siger han.
Lektoren understreger dog, at han ikke tror, at billedet er et udtryk for den amerikanske præsidents egne planer.
Han ser det i stedet som et forsøg på at vinde Trumps gunst.
Den amerikanske podcaster Katie Miller, der tidligere har været ansat i flere roller i USA's præsident Donald Trumps administration. Hun forlod administrationen i midten af 2025.
Selvom Miller er stoppet, har hun ifølge mediet Politico fortsat en relation til USA's regering, da hun er gift med Stephen Miller, der er vicestabschef i Det Hvide Hus.
Natten til søndag delte hun et opslag på X med det nævnte foto af Grønland med den tilhørende tekst "SOON", som på dansk kan oversættes til "snart".
Opslaget kommer, efter at USA's militær natten til lørdag fangede præsident i Venezuela Nicolás Maduro og hans hustru, Cilia Flores.
Det er dårligt nyt for verdens småstater, der ligger i en stormagts interessesfære, siger Rasmus Brun Pedersen.
- Jeg synes, at det er alvorligt, fordi det lægger op til, at det ikke bare er impulsive indfald, vi ser fra den amerikanske administration. Det er et led i en bredere ideologi og en bredere sikkerhedspolitisk tankegang.
- Der bliver sendt nogle signaler til Trump om, at hvis de kan i Venezuela, så kan de også i Grønland og med Cuba for eksempel.
/ritzau/
