Hver gang en voldsom storm med et uskyldigt navn som Otto rammer Danmark, bliver forsikringsselskaberne kimet ned i dagene efter.

Det er også sket, efter stormen Otto med vindstød af orkanstyrke gik i land hen over weekenden.

Selvom det forsikringsmæssigt stadig er tidligt at slå noget fast, så er de foreløbige skøn, at stormen Otto vil være på niveau med skadeomfanget efter stormen Nora samme tid sidste år.

Det oplyser både forsikringskoncernen Alm. Brand Group, som omfatter Codan, Alm. Brand og Privatsikring, samt Tryg i pressemeddelelser.

»På nuværende tidspunkt har vi modtaget cirka 100 skadeanmeldelser, primært de mere akutte sager, men vi forventer, at der vil komme væsentligt flere anmeldelser om stormskader i løbet af i dag,« lød det fra skadechef i Tryg, Charlotte Dietzer, lørdag formiddag.

Forventningen er, at mange skadeanmeldelser først vil komme i begyndelsen af næste uge. Det skyldes både vinterferie, og at virksomheder først opdager skaderne mandag.

Hos Tryg vurderer man, at stormen Otto minder om forrige års storm med navnet Malik, hvor Tryg registrerede omkring 6.500 skader.

Stormen Allan i 2013 gav 30.000 skader i Tryg.

Mange af denne weekends skader vil indbefatte knuste drivhuse, væltede hegn og nedfaldne tagsten.

Alm. Brand Group har også kun foreløbigt modtaget småskader, hvor væltede stilladser er blandt de største hændelser.

Koncernens skader fordeler sig geografisk jævnt ud på landet, men det sydlige Jylland ser ud til at være sluppet billigst.

Alm. Brand Groups direktør for Skadeservice, Bygning og Løsøre, Peter Mathisen, forventer, at stormen Otto vil være på niveau med stormen Nora, hvor der var lidt over 1.000 skader.