Hvis du er i tvivl, hvorvidt det er tid til vinterdæk, så er svaret 'nu'.

Det skriver forsikringsselskabet Alm. Brand i en pressemeddelelse.

Ifølge Alm. Brand så er tommelfingerreglen, at man skal skifte til vinterdæk, når temperaturerne kommer under otte grader. Og det er lige netop det, som vejrprognoserne siger, at der vil komme i weekenden sammen med sne og slud.

»Hvis du endnu ikke har skiftet til vinterdæk, er det nu, du bør gøre det. Sommerdæk er aldeles uegnede i glat føre og medfører markant længere bremselængde og dårligere styreegenskaber. Du er derfor til stor fare for ikke alene dig selv, men også andre i trafikken, hvis du kører med sommerdæk i glat føre,« siger koncerndirektør for skadeservice, Henrik Bundgaard.

Han gør desuden opmærksom på, at hvis dækmønstrene er under tre millimeter, skal man have skaffet sig nogle nye af hensyn til sikkerheden.

92 procent af anmeldte glatføreskader, som er anmeldt til Alm. Brand i 2021, skete i januar, februar og december.

Henrik Bundgaard gør opmærksom på, at man også skal have styr på dæktrykket. Både af hensyn til miljøet, men også på grund af sikkerheden.

Et for lavt dæktryk kan betyde, at bilen bliver ustabil og dækkene ikke kan sørge for en optimal bremsekraft.

»Der er derfor al mulig grund til at få tjekket dækkene op til den kommende vinterperiode,« siger Henrik Bundgaard.