Det kimer hos forsikringsselskabet Alm. Brand.

Det er dog hverken til julefest eller for den høje gæst, men snarre på grund af det intense snevejr, der siden onsdag delvist har lammet hele Nordjylland.

Hos selskabet skadesafdeling fik de nemlig 30 procent flere henvendelser onsdag, hvor snestormen for alvor rasede i det nordjyske.

»Årets første sne har overrasket mange, og det ser vi også på antallet af henvendelser. Telefonerne har kimet, og vi har haft travlt med at hjælpe vores kunder særligt i Nordjylland, som har været hårdt ramt,« fortæller Jesper Olsen, der er skadechef for bygning og løsøre i Alm. Brand.

Langt de fleste henvender drejer sig om sne og vand, der trænger ind gennem taget og ødelægger gulve, lofter og møbler.

Igen fredag er der hvidt drys fra oven i Nordjylland, men ikke i samme omfang som onsdag, hvor der var store trafikale udfordringer og folk strandede i blandt andet IKEA og Aalborg Lufthavn.

Alm. Brand forventer, at de mange henvendelser fortsætter over de kommende dage, hvor flere har efterset deres huse for skader.

»Vi har allerede fået mange opkald fra fredagens start, og det er fortsat i takt med, at folk er kommet i gang med dagen og efterset huset for skader. Her er det vigtigt, at man melder skaden så hurtigt som muligt til sit forsikringsselskab og tager fotos af de ting, som er ødelagt,« siger Jesper Olsen.

Selvom snevejret er stilnet af, kan tøvejr give nye udfordringer.

»Når temperaturen stiger hurtigt fra minusgrader til plusgrader, kan det give store mængder smeltevand. Så det er vigtigt, at man fjerner sneen fra taget,« siger Jesper Olsen, der samtidig opfordrer folk til at være forsigtige, hvis de skal fjerne sne fra hustagene.