En helt særlig type af tyverier vinder i øjeblikket foruroligende hastigt frem i Danmark.

I stedet for dyre smykker, elektronik eller kolde kontanter går tyvene i disse tilfælde efter en noget mere særpræget – men svinedyr – form for tyvekoster – og det får nu forsikringsselskabet If til at advare.

Selskabet har således registreret en stigning på næsten 50 procent i antallet af GPS-tyverier det seneste år, skriver If i en pressemeddelelse.

Tallene viser, at det særligt er på Sjælland, at tyvene har fået smag for navigationsudstyret – her er 65 procent af tyverierne foregået – og så er det specielt udstyr til landbrugsmaskiner, der har fanget tyvenes interesse.

»Problemet er dog langtfra forsvundet i Jylland. Her understreger flere tyverier på det seneste, at der fortsat er god grund til at være ekstra opmærksom,« siger Martin Leisten Petersen, landbrugschef i If.

Og hvis man tror, at der 'bare' er tale om de små firkantede elektroniske enheder, som man tidligere så tilplastret ruden i de fleste biler, så kan man godt tro om igen.

Der er nemlig tale om langt mere avanceret udstyr.

Det drejer sig om elektronikken bag landbrugsmaskinernes autostyring, som ofte kan koste mellem 100.000 og 200.000 kroner.

Tyvene slår typisk til om natten, hvor elektronikken afmonteres fra traktorer og mejetærskere, inden det i nogle tilfælde kan findes med et prisskilt på det sorte marked i udlandet.