Mandag slår landets skoler dørene op for et nyt år. Men det betyder også, at forsikringsselskaber i den kommende tid får travlt.

I hvert fald i forsikringsselskabet Alm. Brand Group.

Her oplever man nemlig, at august er den absolutte topscorer, når det kommer til ulykker. Og man ser en klar forbindelse til skolestart, lyder det fra forsikringsselskabet:

»Vi kommer galt af sted, når vi begynder igen efter ferien. Skolestart giver flere børn i trafikken, legepladserne er fyldte igen, og mange starter på nye idræts- og sportsaktiviteter,« siger Henrik Bundgaard, skadesdirektør i Alm. Brand Group.

Over for B.T. oplyser forsikringsselskabet, at man siden 2014 har oplevet 20-25 procent flere skader i august end i juli.

Og i gennemsnit ligger antal skader i august ti procent højere end alle andre måneder, viser undersøgelser af hver enkelt måned mellem 2009 og 2021.

Det er typisk skader som hjernerystelse, brækkede arme eller ben samt overrevne ledbånd, forsikringsselskabet oplever.

»Vi ser desværre typisk, at en del får hjernerystelse. Det er de mindste og nyeste trafikanter, der styrter på cyklen her ved skolestart, fordi de lige skal lære at mestre cyklen og køre i en heftig trafik.«

Også den travle morgen, man igen skal vænne sig til, spiller en rolle:

»Mange har travlt om morgenen, men der er gode grunde til at tage foden fra speederen. De mindste trafikanter skal have en chance for at være med i trafikken. Det er reelt ikke mange sekunder, det koster at sænke farten, og vi kan forhindre ulykkelige hændelser.«

Det skal dog siges, at det ikke kun er børn, der kommer galt af sted. Også mange voksne genoptager sportsaktiviteter.

Nogle gange med skader til følge:

»Mange af os holder ikke formen ved lige hen over sommeren. Men når vi går i gang igen med træningen, så giver vi den en ekstra skalle eller løber lige så stærkt, som vi gjorde inden. Og så er det, at vi får skader,« påpeger Henrik Bundgaard.