Lars Henriksen, forperson for Copenhagen Pride, er ikke i tvivl om, hvad der ligger til grund for den chikane, frivillige og medarbejdere i organisationen bliver udsat for.

»Bøssesvin« og »abekoppespreder« er blot nogle af de ord, som involverede i dette års Copenhagen Pride er blevet mødt med.

Det fortæller Lars Henriksen, som er forperson for Copenhagen Pride Week, til DR. Han har ikke oplevet noget lignende i de 16 år, han har været tilknyttet priden.

Både medarbejdere og frivillige modtager ifølge formanden hadefulde opkald fra anonyme numre. Derfor har arrangørerne måttet fjerne flere telefonnumre fra hjemmesiden.

»Vi har fjernet numrene for at beskytte medarbejderne. Det er voldsomt at opleve, at en eller anden person, der ikke giver sig tilkende og ringer fra et ukendt nummer, sviner en til, fordi vedkommende har ens telefonnummer,« siger Lars Henriksen til DR.

Det vidner om en latent homofobi, fortsætter forpersonen, som ikke er i tvivl om, hvad der ligger til grund for chikanen. Fredag gav han i Berlingske udtryk for, at pressedækningen af abekopper herhjemme er stærkt overdreven og »gået fuldstændig i selvsving«.

Alle kan i princippet få abekopper, og virus skelner ikke mellem seksuel orientering, påpeger Lars Henriksen:

»At gøre det til et spørgsmål om en bestemt gruppe kan skabe en falsk fornemmelse hos andre af, at det ikke kommer dem ved, og derfor kan det virke kontraproduktivt.«

Han anser heller ikke den københavnske pride-uge som en risikobetonet uge.

»Folk går også i seng med hinanden før og efter priden. Men vi synes selvfølgelig, at vi ligesom alle mulige andre i samfundet har en forpligtelse til at hjælpe med at oplyse fornuftigt om, hvordan man undgår at blive smittet, og hvordan man som smittet opfører sig ansvarligt.«

Denne artikel er fra Berlingske.