Den tyske by Magdeburg blev fredag ramt af et formodet angreb, hvor en mand med sin BMW kørte ind og - ifølge vidner - zigzag'ede sig gennem et julemarked .
Fire er dræbte og 68 er sårede heraf flere i kritisk tilstand.
Der er dog ingen officielle myndigheder, der har turde bruge T-ordet. T for terrorisme.
Det kan skyldes, at der endnu ikke er et klart motiv.

Godt nok har det været fremme, at gerningsmanden er 50 år og kommer fra Saudi-Arabien. Flere medier har navngivet ham som Taleb A., men modsat den arketypiske islamiske terrorist, skulle Taleb A. have vendt islam ryggen.
Således skriver blandt andet Bild, at den formodede gerningsmand til Frankfurter Allgemeine Zeitung i 2019 har sagt:
»Jeg er den mest aggressive kritiker af islam i historien«.
Derudover skulle han også have fortalt Frankfurter Allgemeine Zeitung, at han på grund af sin islamkritik ikke kunne vende tilbage Saudi-Arabien:
»De vil slagte mig, hvis jeg vendte tilbage,« skulle Taleb A. have sagt.
De tyske medier har gravet flere oplysninger frem om gerningsmanden: Taleb A. har været i Tyskland siden 2006, og han skulle angiveligt have en tidsubegrænset opholdstilladelse, fordi han arbejder som læge i byen Bernburg (Saale) små 50 kilometer fra Magdeburg. Han er specialist i psykiatri og psykoterapi og bor også i Bernburg, hvor politiet i nat har ransaget hans lejlighed.
Ifølge Der Spiegel har Taleb A. i et videointerview delt en teori om, at den tyske stat kører en hemmelig operation for at »jage saudiske eks-muslimer over hele verden og ødelægge deres liv«, samtidig med, at syriske jihadister får asyl i landet.
Du kan følge den seneste udvikling i sagen i B.T.s liveblog HER.