Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Efter søndagens tragedie i Field's står det klart, at den 22-årige formodede gerningsmand var kendt i psykiatrien.

Og mandag vurderede en dommer, at han var for syg til at kunne sidde i fængsel, men i stedet skulle varetægtsfængsles på en lukket psykiatrisk afdeling – når der altså blev en plads ledig.

»Det fortæller jo faktisk det hele, at der ikke er en plads. Vi har slet ikke den kapacitet i psykiatrien, der er behov for,« siger psykiatriordfører for Konservative Per Larsen.

Han og flere andre psykiatriordførere udtaler til B.T., at søndagens masseskyderi understreger behovet for at adressere de åbenlyse problemer, der er i psykiatrien.

Efter skyderiet har DR kunnet afsløre, at den 22-årige ringede til en kriselinje, kort før han dræbte tre og sårede syv, men opkaldet gik aldrig igennem.

»Der er ikke nogen tvivl om, at det her kan tale ind i et problem, vi vidste der var i psykiatrien i forvejen,« siger Pernille Skipper (EL) og fortsætter:

Så længe vi ikke arbejder for at løse de problemer, der er i psykiatrien, øger man risikoen for, at psykisk syge mennesker ender med at gøre skade på sig selv eller andre.«

Hun understreger, at det er forsvindende få psykiatriske patienter, der ender i en situation som den 22-årige gerningsmand, og at det er meget vigtigt, at søndagens ulykkelige hændelse ikke bidrager til en stigmatisering af psykisk syge.

Der er mandag blevet lagt blomster ved Field's til minde om de mennesker, der blev dræbt og såret i skyderi sent søndag eftermiddag. Annegret Hilse/Reuters
Der er mandag blevet lagt blomster ved Field's til minde om de mennesker, der blev dræbt og såret i skyderi sent søndag eftermiddag. Annegret Hilse/Reuters
Vis mere

Psykiatriordfører for Venstre Jane Heitmann mener også, det er vigtigt at tage læring af forløbet op til masseskyderiet.

»Når myndighederne har afdækket forholdene omkring tilknytningen til psykiatrien for den formodede gerningsmand, så er det tiden til at tage læring af eventuelle svigt og se på nye initiativer og indsatser,« siger hun og fortsætter:

»Det er en næsten ubærlig tragedie, og det er svært at finde ord for den sorg og forfærdelse, som hændelsens skygger kaster.«

Ifølge Justitsministeriet er hver fjerde drabsmand psykisk syg i gerningsøjeblikket, og tre ud af fire kriminelle med en behandlingsdom har ikke fået den tilstrækkelige psykiatriske behandling op til, at de har begået eksempelvis drab.

Dermed kunne 11 ud af 13 konkrete drab og drabsforsøg være undgået, lyder det i en rapport fra Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet fra 2019.

Per Larsen (K) kalder det ‘forfærdeligt’, at man kunne undgå drab og drabsforsøg, hvis psykiatrien var mere velfungerende.

»Og så har vi en regering, der ikke har gjort noget som helst de sidste tre år. Der har været bred enighed om, at vi skulle lave en tiårsplan for psykiatrien, og Sundhedsstyrelsen har lavet et godt oplæg, men der er ikke sket noget som helst.«

Både Per Larsen (K) og Pernille Skipper (EL) tvivler på, at regeringen når i mål med deres valgløfte om en psykiatriplan, inden der kommer valg.

Politifolk og ambulancer på plads foran storcenteret Field's på Amager, hvor et voldsomt skyderi fandt sted søndag. Mange mennesker formåede at flygte fra stedet, mens andre fandt vej til butikkers baglokaler for at komme i sikkerhed. Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Politifolk og ambulancer på plads foran storcenteret Field's på Amager, hvor et voldsomt skyderi fandt sted søndag. Mange mennesker formåede at flygte fra stedet, mens andre fandt vej til butikkers baglokaler for at komme i sikkerhed. Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Hvis Radikale holder fast i et valg til oktober, så risikerer vi at trække stikket på den her plan, og for os er det sindssygt vigtigt, at den når at komme inden, og det vil vi knokle for,« siger Pernille Skipper.

B.T. har gennem flere artikler beskrevet, hvordan manglende ressourcer i psykiatrien blandt andet fører til, at behandlingskrævende børn og voksne afvises, og alvorlige fejl begås. Både Danske Regioner, behandlere, pårørende og patienter har understreget behovet for at begynde forhandlingerne til en plan for psykiatrien nu.

Hverken sundhedsminister Magnus Heunicke (S) eller statsminister Mette Frederiksen (S) har dog ønsket at svare på, hvorfor det har taget så lang tid at indkalde til forhandlinger om planen.

Andre læser også