Formanden for H.C. Andersen Priskomité trækker sig efter at være blevet sat i forbindelse med den dømte kriminelle advokat og TV 2-muldvarp Amira Smajic.
Det skriver komiteen på sin hjemmeside onsdag.
Moosmand valgte at træde tilbage samme dag, som Fyens Stiftstidende afdækkede, at den tidligere advokat har drevet firma med muldvarpen fra TV 2-dokumentaren 'Den Sorte Svane'.
»Efter dagens artikel i Fyens Stiftstidende«, skriver komiteen, »har Jan Moosmand besluttet at udtræde af komiteen med øjeblikkelig virkning.«
»Den øvrige priskomité har modtaget Jan Moosmands beslutning med beklagelse, men udtrykker samtidig forståelse for og anerkendelse af, at han ikke ønsker, at en tidligere forbindelse til 'muldvarpen' på nogen måde ville kunne belaste de fortsatte bestræbelser på at udvikle prisen og herigennem styrke netværket.«
Ifølge komiteen var Moosmand med til at indstifte H.C. Andersen-prisen, og han skal i 28 år have været en bærende kraft i projektet.
TV 2's muldvarp Amira Smajic har i en årrække samarbejdet med rockere, bandemedlemmer og andre kriminelle om blandt andet hvidvask af kontanter.
Siden dokumentarens udgivelse er hun i øvrigt blevet sat i forbindelse med anden kriminalitet.
B.T. kunne i juni fortælle, at Smajic i 2022 blev dømt for at have 'udvist grov skødesløshed', da hun på mystisk vis var kommet i besiddelse af en anden advokats fortrolige dokumenter, som hun efterfølgende har ladet ligge frit tilgængeligt i en lejlighed.