‘På billedet ser I, hvad vi hentede hos en af vores fattige flygtningefamilier i aftes, efter de havde været i kirken og hente deres julehjælp. Det må kunne gøres bedre næste år’

Sådan skriver 50-årige Marina Paulsen, der er stifter af venligboerne Næstved, i et Facebook-opslag.

I opslaget kommer hun med det, hun selv kalder for ‘et lille surt opstød om julehjælp’. Hun synes nemlig ikke, det er i orden, at en stor del af julemaden, de fattige familier får tildelt, består af svinekød.

På billedet, hun har delt, kan man se et kilo hakket svinekød, en svinekam, en medister og en pakke leverpostej.

Det hele havde hun taget med hjem fra en syrisk familie, hun kender, som fejrer jul, men som altså ikke spiser svinekød. Kassen havde familien fået tildelt af frivilligeorganisationen ‘Svovlstikkerne’, som hun altså mener bør nuancere deres julehjælp en smule fremover:

»Jeg synes at have hørt, at de danske folkekirker og Svovlstikkerne giver julehjælp uden at skele til, om man er kristen, asetroende, jøde, hindu eller muslim?,« skriver hun i sin Facebook-status og fortsætter:

»Hvorfor bruger man så primært de indsamlede penge på at støtte de danske konventionelle svinekødsproducenter?.«

B.T. har været i kontakt med Christian Dreist, formand for hjælpeorganisationen ‘Svovlstikkerne’, der dog ikke ønsker at udtale sig yderligere om sagen.

Han henviser til det, han allerede har sendt i et skriftligt svar til Avisen.dk. Her skriver han blandt andet:

»Min personlige reaktion er, at jeg bliver ked af det. Såmænd ikke så meget på egne vegne, men på vegne af Svovlstikkernes fantastiske frivillige, der gang på gang stiller op, når det er nødvendigt. Samt bange for hvordan vores sponsorer stiller sig. Ønsker de at stille op igen næste år, når vi har været en tur igennem mediemøllen?«

‘Svovlstikkerne’ har siden 2010 uddelt 3632 julepakker og har kun fået to klager - fra samme person. Så formandens vurdering er, at det ikke er et generelt problem, der er tale om.

Marina Paulsen afslutter da også sit opslag med at nævne, at familien blev meget glade for kartoflerne, appelsinerne, oksekødet og anden. B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Martina Paulsen, men uden held.