Bådebro eller badebro. Forskellen på ordene er lille, men betydningen er blevet så stor, at det har affødt en debat, der lige nu raser på Islands Brygge.

Omdrejningspunktet for debatten er et gitterhegn udstyret med pigge, der adskiller badegæster fra en bådebro på Islands Brygge.

For er det overhovedet i orden at adskille badegæster og fritidssejlere med et stort gitterhegn udstyret med pigge, eller er folks opførsel efterhånden så utilstedelig, at det er en nødvendighed?

På den ene side står blandt andre politikeren Mette Annelie Rasmussen (RV), der til TV2 Lorry har kaldt situationen med gitterhegnet for:

»En situation, hvor en gruppe borgere har frataget en anden gruppe borgere muligheden for at bruge hele havnen, og det kan vi selvfølgelig ikke acceptere.«

På den anden side står blandt andre Bådelauget Havnestad, som har opført hegnet.

Deres formand, Bo Schriver, kan godt kan forstå, at signalet med hegnet er uheldigt, men slår samtidig fast, at erfaringer fra Bådelauget Havnestads medlemmer viser, at det er en nødvendighed. Bådebroen har nemlig været så overrendt, at den i perioder har været umulig at benytte for de medlemmer, der i sin tid fik den bygget.

»Jeg er ked af, at en politiker stiller sig op i TV2 Lorry og siger, at vi har udelukket andre fra broen, når det ligesom lidt er den omvendte situation, da mængden af badegæster har udelukket os fra vores egen bro,« siger Bo Schriver.

Bådebroen blev opført for fem år siden, men de seneste år har flere ubehagelige episoder ført til, at man besluttede at adskille badegæsterne fra broen med gitterhegnet.

»Det værste, jeg har oplevet, er, at en ung mand vendte sig om og trak bukserne ned og sagde: ‘hvis du kigger på mig nu, så er du pædofil’, da jeg bad ham og nogle af hans venner om at flytte sig fra broen,« siger Bo Schriver og fortsætter:

»Det er jo en voldsom ubehagelig oplevelse, som vi gerne vil skåne vores medlemmer for, og da vi desværre har set mere og mere af den slags ubegagelig opførsel, besluttede vi at opføre gitterhegnet, selvom det ikke er ønskeligt at gå så langt.«

Ifølge Bo Schriver har Bådelauget Havnestad fået tilladelse til at opføre hegnet, og han fortæller, at debatten er eskaleret for en lille uge siden, da bådelauget besluttede at forlænge hegnet og sætte en skinne på med metalpigge, så man ikke kunne kravle rundt om hegnet og ud på broen.

Skinnen med piggene blev imidlertid placeret forkert af leve randøren, fortæller Bo Schriver, der selv var ude og flytte skinnen med piggene om på hegnets bagside, sådan som det var tiltænkt.

»De monterede gudhjælpemig piggene på ydersiden af hegnet, og så starter der selvfølgelig en shitstorm. Det kan jeg godt forstå, for det er et tåbeligt sted at sætte piggene. Børn kan jo komme til skade på dem,« siger Bo Schriver.

Hvad der kommer til at ske fremadrettet er op til myndighederne. Uenighederne om gitterhegnet har nemlig ført til en sag, der kører hos Planklagenævnet, som parterne afventer.

»Vi forventer, at vi ikke taber sagen, da der jo er hegn mange andre steder i København ved lignende lokationer. Vi er dog klar til at fjerne hegnet, hvis nogle kan hjælpe os med en anden løsning til at undgå, at bådebroen bliver fuldstændig overrendt,« siger Bo Schriver, der også slår fast, at de tager hegnet ned, hvis de skulle tabe sagen.