DSB vil forebygge selvmord. I samarbejde med Livslinien har virksomheden søsat en kampagne, der skal få folk i selvmordstanker til at ringe efter hjælp i stedet for at kaste sig ud foran et tog.

»Vi vil gerne påtage os noget af ansvaret og hjælpe til, at der kommer færre selvmord, når det nu er den uheldige situation, at vores tog bliver brugt til formålet,« har Nils la Cour, der er afdelingschef i Styring og Kvalitet i DSB Sikkerhed, sagt til dr.dk.

Tanken er god, mener lokomotivfører Carsten Lutz.

Men han efterlyser, at DSB bruger mere energi på de medarbejdere, der direkte rammes af selvmordene.

Lokofører Carsten Lutz er sygemeldt med PTSD efter seks påkørsler og nærved-hændelser på 14 måneder. Han har svært ved at være i nærheden af tog og jernbaner, og pulsen stiger, og hjertet hamrer af sted, bare han skal hente sin kone på den lokale station.
Lokofører Carsten Lutz er sygemeldt med PTSD efter seks påkørsler og nærved-hændelser på 14 måneder. Han har svært ved at være i nærheden af tog og jernbaner, og pulsen stiger, og hjertet hamrer af sted, bare han skal hente sin kone på den lokale station. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Når 31 mennesker i 2018 begik selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, så var det en ulykke for de efterladte. Men det var også en ulykke for de lokomotivførere, som uforvarende kom til at tage liv.

Carsten Lutz ved, hvad han taler om. Siden april 2018 har han været udsat for to dødsulykker og tre nærpåkørsler, hvor det kun var tilfældet, der afgjorde, at det ikke endte med endnu et dødsfald. Ulykkerne er skyld i, at han i dag er sygemeldt med PTSD.

I september blev han fyret fra sit job som lokomotivfører i S-tog. Carsten Lutz er voldsomt skuffet over fyresedlen. For han er ødelagt af en arbejdsskade, som han ikke synes, at DSB tager ansvaret for.

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer lokomotivførerne, har erfaring for, at alle lokomotivførere i deres arbejdsliv i gennemsnit oplever at påkøre en person.

Ifølge Preben Steenholdt Pedersen, der er næstformand i forbundet, kan man aldrig vide, 'hvordan en medarbejder reagerer' på en påkørsel.

»Men jeg plejer at sige, at det koster fem år af dit liv at møde en selvmorder,« siger han, der ikke synes, det er 'ansvarsbevidst' af DSB at fyre en medarbejder, der er sygemeldt efter en arbejdsulykke.

»Før i tiden fandt man plads til de folk, der ikke længere kunne køre tog. Nu bliver de ikke bare fyret for en arbejdsulykke, de bliver også smidt på gaden. Det er dobbelt straf,« siger han.

I Carstens Lutz' tilfælde blev han tilbudt et nyt job hos DSB. Først som lokomotivfører i Hillerød, hvor han skulle køre togene til stationen om morgenen, og siden som håndværker. Han takkede nej til begge.

»Det første job var i Hillerød, hvor jeg havde en af mine nærved-påkørsler. Det andet krævede, at jeg skulle arbejde langs skinnerne. Det kan jeg ikke. Desuden kan jeg ikke blive sikkerhedsgodkendt med min diagnose.«

Et andet forhold, som Carsten Lutz er skuffet over, er, at den psykolog, som DSB havde sendt ham til, anbefalede, at han gik til body-sds-behandling, men at det var en behandling, som DSB, ifølge Carsten Lutz, ikke ville betale for.

Preben Steenholdt Pedersen kender ikke til den konkrete sag, men mener, at det er 'dybt kritisabelt', hvis psykologen anbefaler en behandling, og DSB siger nej.

»Det svarer til, at du sender folk til lægen, men ikke følger lægens anvisning.«

I stedet for den efterlyste body-sds-behandling fik Carsten Lutz tilbudt hjælp i DSB's Kolleganetværk. Et netværk, hvor kollegaer er uddannet til at hjælpe hinanden gennem private og arbejdsmæssige kriser.

»Vi kan snakke om alt, men det er ikke godt nok, når man har fået PTSD. Det er jo ikke professionelle, men folk ligesom mig,« siger Carsten Lutz, der ser sig selv som en 'tabt sag'.

»Men hvad med dem, der kommer til at opleve det samme som mig i fremtiden? Skal de ikke hjælpes?« spørger han, der selv har måttet kæmpe for at få sin PTSD anerkendt og få hjælp på Psykiatrisk Center i Ballerup.