713.

Så mange coronapatienter er der nu indlagt i Danmark. Men halvdelen af de indlagte finder man i Region Hovedstaden. Det presser sundhedspersonalet, og det bliver ikke bedre i den nærmeste fremtid.

Det mener Line Ervolder (K), der er formand for Sundhedsudvalget i Region Hovedstaden, som har talt med TV 2.

De daglige smittetal toppede i sidste uge med over 4000 smittede i døgnet, men de tal kan først mærkes i antallet af indlagte mellem 10 og 14 dage efter.

»De næste 14 dage bliver så slemme, at vi ikke har set noget lignende. Det må vi indstille os på psykisk,« siger Line Ervolder til TV 2.

Det store pres betyder, at flere læger og sygeplejersker i regionen har måtte tvinges på arbejde over julen.

»Vi er i en situation, hvor vi ser 30-40 nyindlæggelser hver dag flere, end vi udskriver, så altså et stigende pres på hospitalerne. Vi er meget tæt på makskapaciteten.Hvis kurven ikke knækker, kan vi forvente at runde 500, måske 600 indlagte patienter mellem jul og nytår,« siger Kristian Antonsen, der er vicedirektør på Bisbebjerg og Frederiksberg Hospital, til DR.

Det er på tale at flytte coronapatienter fra Region Hovedstaden til Region Syddanmark, hvor der er knap så mange indlæggelser, hvis presset stiger.

Mandag morgen havde Region Hovedstaden 373 indlagte ud af de 713 på landsplan fordelt på regionens seks hospitaler.