Den 14. marts klokken 12 lukkede Danmark sine grænser for alt andet end 'anerkendelsesværdige formål'. Færgeruter blev indstillet, grænser blev lukket, og fly blev stående på jorden.

En af de grænser, der blev lukket, er den tyske.

Her to måneder senere er grænsen stadig ikke genåbnet, og det er Kim Voigt Juhlin, formand for Fritidshusejerne, rasende over.

De lukkede grænser har nemlig haft enorme økonomiske omkostninger for de virksomheder, der lever af turismen i Danmark – blandt andet sommerhusudlejere.

I et debatindlæg i Jyllands-Posten klandrer han regeringen for at 'føre dem bag lyset' ved at indføre hjælpepakker, der 'ikke dækker tabet og heller ikke dækker alle, der lider tab'.

Kim Voigh Juhlin skriver i indlægget, der har fået overskriften 'Den største politiske svinestreg i årtier', at Folketinget har 'stjålet deres ret til erstatning'.

Her henviser han til, at regeringen har ændret Epidemilovens § 27, der frem til 17. marts lød, som følger:

'Hvis der i forbindelse med de forebyggende foranstaltninger, der iværksættes i medfør af denne lovs kapitel 3 for at hindre udbredelse af smitsomme og andre overførbare sygdomme, påføres nogen tab, har vedkommende krav på erstatning herfor fra det offentlige (…)'

Lever du af turisme ved den tyske grænse? Og vil du fortælle din historie? Tip os på 1929@bt.dk

Efter ændringen i paragraffen den 17. marts står der i loven, at erstatningen kun ydes, hvis der er tale om 'ekspropriativt indgreb'.

»Der røg den erstatning, som vi alle havde en lovmæssigt krav på,« raser han og fortsætter:

»Det svarer lidt til, at en storm er på vej, og lige når den rammer, så ringer dit forsikringsselskab og siger: »Vi vil bare lige fortælle dig, at vi ikke længere dækker stormskader. På vores hjemmeside kan du ansøge om tilskud til en presenning, såfremt dit tag blæser af. Du må have en god dag, og husk at passe på hinanden i den svære tid.«

Den tyske indenrigsminister, Horst Seehofer, udtalte onsdag, at Tyskland er klar til at ophæve grænsekontrollen mod Danmark allerede i den kommende weekend.

»Ved grænsen til Danmark kan vi forestille os, at grænsekontrollen indstilles. Men vi har i aftes aftalt med den danske regering, at vi i fællesskab fastsætter et tidspunkt. Den danske regering er i færd med at afstemme det med deres øvrige nabolande, fordi de ønsker, at man gennemfører det som en pakke med flere lande,« sagde ministeren.

Den danske regering har endnu ikke meldt klart ud, hvornår grænsen til Tyskland åbner.

Mette Frederiksen sagde dog i sidste uge, at der vil komme en udmelding senest den 1. juni.

Tyskland derimod er allerede begyndt at lave aftaler, som gør det muligt at åbne forskellige grænser over sommeren.

Lever du af turisme ved den tyske grænse? Og vil du fortælle din historie? Tip os på 1929@bt.dk

Tyskland har blandt andet aftalt med Frankrig, Østrig og Schweiz, at grænsen skal åbnes på fredag 15. maj.

Indtil videre ser det dog ud til, at Danmarks skal væbne sig med tålmodighed.

I hvert fald har justitsminister Nick Hækkerup (S) udtalt, at selvom regeringen er i dialog med både Tyskland, Sverige og Norge om en koordineret åbning af Danmarks grænser, så er det endnu for tidligt.

»Vi må ikke glemme, at hvis vi genåbner grænserne for tidligt, så risikerer vi at sætte den positive udvikling, vi har haft i Danmark, over styr, så dele af genåbningen i værste fald skal rulles tilbage igen, eller at vores sundhedsvæsen kommer under pres,« sagde Nick Hækkerup (S) til ministrenes spørgetid ifølge Altinget.